USAs nationalparker

I dag vågnede Anne ca. som hun plejer, men vi var så blevet
enige om, at vi ville køre efter hun havde fået morgenmad, og så kunne vi spise
undervejs (morgenmadsburgere). Tror også vi var de første til at forlade
pladsen ved Lake Powell, det var stort set kun hundeluftere vi mødte.

Det der er meget specielt her i det vestlige USA er, at
selvom man skal køre nogle meget øde stræk, og nogle gange mange kilometer, så
skifter naturen rigtig tit. Det kan være spændende hvordan det ser ud bag det
næste vejsving, eller den næste bakketop. Landskabet i dag startede ud med at
være lidt ørkenagtig, men senere blev der flere knæhøje træer, og da vi nåede
til Bryce Canyon, var der store nåletræer.

Inden vi nåede derop, virkede det dog som om vi kørte ind i
cowboyland, og mere ud af indianerland. Husene begyndte at se lidt pænere ud,
og det virkede generelt som om folk her har lidt flere penge. Vi er begyndt at
se mange flere bjælkehuse. Da vi nåede det område hvor der stille og roligt var
mere vegetation, begyndte de også at skilte mod hjorte, og der gik heller ikke
længe før vi så de første der stod bag hegnet (hegnet så de ikke løber på tværs
af vejen). Vi så flere hjorte ad et par omgange og også et par vilde kalkuner,
og derefter nåede vi til byen Kanab. Det var tid til at få tanket, og da kl.
stadig ikke var ret mange og det var søndag, var der ikke ret meget liv i byen
endnu. Det så dog ud til at være en rigtig hyggelig by, og slog sig da også op
på at være en ”Wild West city”, og den havde også rigtig meget charme og mange
af husene lignede virkelig noget fra den vilde vest.

Efter Kanab begyndt det stille og roligt at gå op gennem en
lille dal, med vand rindende ved siden af vejen og endda træer, hvor nogle af
dem var sprunget ud, og igen fornemmer man at folk har lidt flere penge til at
bygge nogle lidt pænere huse. Selvfølgelig er der også nogle, der ligner de kan
blæse omkuld, hvornår det skal være, men sådan er det vist alle steder.

Inden vi nåede Bryce Canyon, kom vi også igennem Red Canyon,
hvor naturen lige rundt om hjørnet skifter fra halvgrønne marker, til røde
klippeformationer.

Derefter nåede vi Bryce Canyon og North campground, som er
national parkens campingplads. Vi havde hjemmefra fundet ud af, at det var en
først-til-mølle plads, så det var også en af grundene til at vi kørte tidligt
til morgen. Vi skulle selv registrere os, og putte $30 for to nætter i en
kuvert og i en postkasse. Det viste sig senere, at det var godt vi var kommet
så tidligt og havde fået indtaget os en plads, for campingpladsen blev fyldt
begge de dage vi var der, og folk begyndt allerede og køre rundt og lede efter
pladser fra om eftermiddagen, men vi var kommet før middag, så vi havde endda
nogle at vælge i mellem.

Vi havde set på vejrudsigten, at der var risiko for nedbør,
men at der i morgen skulle blive rigtig fint vejr. Efter vi havde fået stillet an på vores
plads, gik vi en tur ned til visitor centret, og det foregik i snevejr. Meget
mærkeligt når vi dagen før sad i solskin og spiste aftensmad udenfor. Vi troede
vi kunne hæve penge til campingpladsen i visitor centret, men det kunne vi
ikke. Så i stedet måtte vi en tur ud af parken igen og hæve penge, og da vi jo
alligevel var ude at køre, kørte vi til Inspiration Point, og kiggede ud over
flotte Bryce Canyon. Vi kiggede dog ikke så længe, for det var møgkoldt, og
Anne og Mette hader stormvejr, så vi kørte tilbage til pladsen, fik en kop varm
kakao, og kiggede på det lille Chipmonk
(Chip og Chap), som legede lige uden for vognen.