Vi vågnede inde i skoven til morgen, efter en stille nat… ingen larmende mennesker eller generatorer der kørte. Selvom det kunne have været hyggeligt at gå en tur i skoven blev vi enige om at køre afsted i stedet for, da vi kunne se at der var blå himmel.
Det har været en fantastisk tur ned langs kysten. Vi holdt ind rigtig mange gang undervejs i nogle af de små lommer. Vejen er ikke så bred, så det er ikke en tur man lige hurtigt kører i skrumlet, men det gik fint, og af en eller anden grund mødte vi ikke ret mange andre campister. (og det er ikke fordi man ikke må køre der:-)
Et af de steder vi holdt ind fik vi en af denne turs store oplevelser… mens vi stod og så på nogle havoddere der legede i vandet dukkede der pludselig en stor gråhval op, endda ret tæt på land (vi holdt oppe på vejen et godt stykke over vandet), men vi kunne se dem lige så tydeligt. Derefter kom der en stor en mere, og begge havde hver deres unge med…. det var FANTASTISK. Samme sted så vi også en flok delfiner… så et meget heldigt sted vi holdt ind.
Flere af de steder vi holdt ind ned langs kysten kunne vi se havoddere. Tricket er at kigge efter de steder hvor vandet ikke er for voldsomt, og hvor der samtidig er tang. Der ligger de ofte på ryggen og hygger sig i vandet.
Vi holdt også en til siden ved Julia Pfeiffer Burns state park, vi måtte ikke køre ind da vi er 1 feet for lang. Men det vi gerne ville se der, kunne man se oppe fra vejen. Det er et af de få steder hvor et vandfald fra land løber direkte ned på stranden og ud i havet.
Den nordligste del af Highway 1 som vi har kørt på er ret barsk og vejen går op og ned og rundt i skarpe sving. Jo længere syd på man kommer, jo mere flader det ud og bliver til sidst til brede sandstrande. Vi holdt ind på en grusplads et sted, hvor der var lavet en låge i pigtrådshegnet og vi kunne følge en lille sti ned til stranden, hvor vi kunne komme helt tæt på søelefanterne som lå og solede sig. Anne kiggede og pegede meget interesseret på dem.
Da vi var lidt nord for Hearst Castle, holdt vi ind ved et vista point, og her var en endnu større koloni af søelefanter. Der var en fra søelefanternes venner der fortalte, at hver søelefant kun var her 1 måned om året hvor de samtidig er fastende. Hvis de var i vandet, var det fordi de enten var kommet, på vej væk, eller ude for at blive kølet af. Resten af året levede de alene til havs.
Vi havde ikke bestilt overnatning, da vi ikke var sikker på hvor langt vi kunne nå, men havde dog to muligheder. Da vi allerede var ved mulighed et (San Simeon state park) ved 14-tiden, besluttede vi at køre de 90 km videre til Pismo Beach. Her ankom vi omkring kl. 16, og kørte til den state park vi havde fundet hjemmefra. Det var dog lidt for optimistisk at tro man kan få plads der (parken ligger helt ud til stranden), en lørdag eftermiddag. Vi havde dog heldigvis tjekket hjemmefra, at der også lå en alm. campingplads ved siden af, og de havde plads til os. Vi fik en fin plads, med full hookup, hvilket var rigtig fint, da både computer og kamera var ved at løbe tør for strøm, og med internet, så vi igen kunne få opdateret bloggen og tjekket lidt andet forskelligt (og ringet hjem over Skype).
Sol og lidt skyer, men også blæsende. Dejligt i lå, men en kold vind. Solnedgang over Stillehavet.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
