USAs nationalparker

I morges havde vi vækkeuret til, for at kunne komme op og se
solopgang og Bryce Canyon. Både Anne og Mette havde lidt svært ved at komme op,
men der var også lidt koldt i vognen. Dog ikke så koldt som natten før, men
stadig koldt, og man kan godt ligge længe og tage sig sammen til at gå på wc,
for der er virkelig koldt derude.

Vi kørte af sted inden det rigtig var blevet lyst, og der
hvor vi skulle dreje ned til Sunrise Point, stod der lige en flok hjorte og
græssede. Vi kom også hen til kanten, og så solen stod op…. Det var møgkoldt,
og vi fandt ud af, at Anne måske har brug for lidt længere tid til at vågne om
morgenen, inden hun bliver hevet ud i kulden…. I hvert fald synes hun ikke det
var særlig sjovt at skulle se solopgang, det hjalp dog da vi kom tilbage til
vognen, og hun fik lidt morgenmad og tid til at vågne ordentligt.

Vi kørte til Red Canyon og spiste morgenmad der, og derefter
videre mod Zion National Park som ikke er så langt væk. Turen i dag er på kun
ca. 130 km. Ved indgang til Zion står et skilt om, at stor biler skal betale
$15 ekstra. Vores er en stor bil, og det er simpelthen fordi man skal igennem
en tunnel, hvor vi skal køre midt på vejen for at kunne være der i højden.
Derefter bliver de nødt til at stoppe alt modkørende trafik mens vi kører
igennem. Det gik fint med at komme igennem… ingen buler. Inden tunnelen havde
vi kørt igennem en smal dal, med bjerge op på begge sider…. Den mindste vej vi
har kørt på endnu, og man skal da også lige tjekke, at siden af campingvognen
ikke kommer for tæt på de klipper der er i vejsiden. Efter tunnelen stod det på
indtil flere hårnålesving, for at komme ned i dalen. Rækværk er ikke noget de gør så meget i, men
de har da sat lidt sten hegn op der hvor det er mest nødvendigt. Det er gået
fint med at køre, og vi har bare taget det stille og roligt, lige som alle
vores medbilister stort også gør.

Vi bor på Zion Canyon Campground lige uden for parken, da vi
ikke havde mulighed for at bo på campingpladsen i parken, men så kan vi også få
tanket nyt vand på, og tømt diverse tanke, og så er det også rart med lidt
internet.

Inden aftensmaden gik vi ned i byen for at handle. Det er en
rigtig charmerende lille by Springdale. Stadig turistet, men gjort på en rigtig
pæn måde.

Har haft sol og skyer i dag. I morges var det koldt, men
efter vi er kommet til Zion er det blevet lunt igen, og ca. 22 grader.

Det har været møgkoldt i nat. Den her stålkasse af en
motorhome holder ikke meget på varmen. Så vi har måtte helt ned under dynen,
selvom vi stort set sov med fuld tøj på. Anne har også stået i sin
klapvognskasse og sovet i fodenden af vores seng, så vi var sikre på at kunne
holde øje med hun ikke fik det for koldt, eller smed dynen, ja og så er der
også bare rigtig koldt på gulvet hvor hun ellers plejer at stå og sove. Nå, men
det lykkedes til sidst at varmen, og vi er vågnet op til en dag med fuld sol,
dog koldt i skyggen, men solen har meget magt.

I går da vi var i visitor centret gav ranger’en os en kort
over parken, og foreslog os en gåtur ned gennem klipperne, og fortalte også
hvilken vej vi skulle gå, for at det var mindst hårdt…Rasmus har jo Anne på
ryggen i en bærerygsæk, så han har jo lige ca. 10 kilo ekstra at slæbe på.

Vi kørte op til Sunrise Point, hvor turen startede fra. Det
var en utrolig smuk tur, med masser at muligheder for at tage flotte billeder.
Stien var godt afmærket, og det var nemt at finde rundt på den rute han havde
anbefalet os. Undervejs holdt vi frokostpause lidt væk fra stien, rigtig
hyggeligt, og Anne sad selv og spiste sine tunmadder. Hun var egentlig ret godt
tilfreds med at sidde i bærerygsækken hele turen rundt, og de få gang hvor det
kneb lidt, kunne hun stilles tilfreds med at få en kiks, som hun jo
selvfølgelig glædeligt viser til alle vi går forbi. Turen rundt var ca. 5 km,
og med pauser og det hele tog det ca. 3 timer. Det skal lige siges, at det
sidste stykke var stejl opstigning i hårdnålesving.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, slappede vi at i solen
og Anne tog sig en lur i barnevognen. Da hun vågnede kom hun ned og lege på sit
tæppe, mens vi gjorde klar til at grille. Vi har til natten sørget for, at få
tændt varmen en gang i mellem, så vognen forhåbentlig ikke bliver så hurtigt
kold.

Vi har ikke set en sky på himlen i dag, hvilket har været
dejligt, især da der nok kun har været en 10-15 grader….. dog meget passende
temperatur til at vandre i.

I dag vågnede Anne ca. som hun plejer, men vi var så blevet
enige om, at vi ville køre efter hun havde fået morgenmad, og så kunne vi spise
undervejs (morgenmadsburgere). Tror også vi var de første til at forlade
pladsen ved Lake Powell, det var stort set kun hundeluftere vi mødte.

Det der er meget specielt her i det vestlige USA er, at
selvom man skal køre nogle meget øde stræk, og nogle gange mange kilometer, så
skifter naturen rigtig tit. Det kan være spændende hvordan det ser ud bag det
næste vejsving, eller den næste bakketop. Landskabet i dag startede ud med at
være lidt ørkenagtig, men senere blev der flere knæhøje træer, og da vi nåede
til Bryce Canyon, var der store nåletræer.

Inden vi nåede derop, virkede det dog som om vi kørte ind i
cowboyland, og mere ud af indianerland. Husene begyndte at se lidt pænere ud,
og det virkede generelt som om folk her har lidt flere penge. Vi er begyndt at
se mange flere bjælkehuse. Da vi nåede det område hvor der stille og roligt var
mere vegetation, begyndte de også at skilte mod hjorte, og der gik heller ikke
længe før vi så de første der stod bag hegnet (hegnet så de ikke løber på tværs
af vejen). Vi så flere hjorte ad et par omgange og også et par vilde kalkuner,
og derefter nåede vi til byen Kanab. Det var tid til at få tanket, og da kl.
stadig ikke var ret mange og det var søndag, var der ikke ret meget liv i byen
endnu. Det så dog ud til at være en rigtig hyggelig by, og slog sig da også op
på at være en ”Wild West city”, og den havde også rigtig meget charme og mange
af husene lignede virkelig noget fra den vilde vest.

Efter Kanab begyndt det stille og roligt at gå op gennem en
lille dal, med vand rindende ved siden af vejen og endda træer, hvor nogle af
dem var sprunget ud, og igen fornemmer man at folk har lidt flere penge til at
bygge nogle lidt pænere huse. Selvfølgelig er der også nogle, der ligner de kan
blæse omkuld, hvornår det skal være, men sådan er det vist alle steder.

Inden vi nåede Bryce Canyon, kom vi også igennem Red Canyon,
hvor naturen lige rundt om hjørnet skifter fra halvgrønne marker, til røde
klippeformationer.

Derefter nåede vi Bryce Canyon og North campground, som er
national parkens campingplads. Vi havde hjemmefra fundet ud af, at det var en
først-til-mølle plads, så det var også en af grundene til at vi kørte tidligt
til morgen. Vi skulle selv registrere os, og putte $30 for to nætter i en
kuvert og i en postkasse. Det viste sig senere, at det var godt vi var kommet
så tidligt og havde fået indtaget os en plads, for campingpladsen blev fyldt
begge de dage vi var der, og folk begyndt allerede og køre rundt og lede efter
pladser fra om eftermiddagen, men vi var kommet før middag, så vi havde endda
nogle at vælge i mellem.

Vi havde set på vejrudsigten, at der var risiko for nedbør,
men at der i morgen skulle blive rigtig fint vejr. Efter vi havde fået stillet an på vores
plads, gik vi en tur ned til visitor centret, og det foregik i snevejr. Meget
mærkeligt når vi dagen før sad i solskin og spiste aftensmad udenfor. Vi troede
vi kunne hæve penge til campingpladsen i visitor centret, men det kunne vi
ikke. Så i stedet måtte vi en tur ud af parken igen og hæve penge, og da vi jo
alligevel var ude at køre, kørte vi til Inspiration Point, og kiggede ud over
flotte Bryce Canyon. Vi kiggede dog ikke så længe, for det var møgkoldt, og
Anne og Mette hader stormvejr, så vi kørte tilbage til pladsen, fik en kop varm
kakao, og kiggede på det lille Chipmonk
(Chip og Chap), som legede lige uden for vognen.