USAs nationalparker

Så var det blevet tid til at rejse hjem efter en fantastisk måned i USA. Vi er mættet af oplevelser, og selvom vi har haft det rigtig dejligt, bliver det okay at komme hjem. Men det bliver helt sikkert et farvel og på gensyn!!!

Dagen startede med at Anne fik noget morgenmad, og så forsøgte vi ellers at få mast det sidste i alle vores tasker… det har ikke været en nem opgave, og vi måtte da også flytte lidt om, da vi fik kufferterne vejet. Vi har overvægt på to kufferter, men maks 1 kilo på hver, og så har vi Annes kuffert (som ikke må være så stor), hvor vi har masser at vægt tilbage, men ikke mere plads.
Rasmus fik tømt alle de tanke der skulle tømmes på vognen, så vi ikke kommer til at betale for det når vi aflevere, og vi fik vognen gjort ren. Turen til Cruise America tog ca. 25 min, og så skulle vi lige på en tankstation og have tanket bilen op og fyldt noget gas på. Når man skal have gas på kører man bare hen til en stor tank, og så fylder de bare direkte på vognens indbyggede tank, ikke noget med gasflasker….. det er lidt smart.

Vi kørte tilbage til Cruise America, og parkerede bilen i car return, og lidt efter kom der en dame og tjekkede at alt var som det skulle være…. det var det heldigvis, så ingen efterregning til os, og fuld depositum tilbage. Faktisk fik vi $122 mere tilbage, da vi havde brugt en halv dag på værksted i Las Vegas og fordi vi havde haft lidt problemer undervejs.

Vi fik alle vores ting ud af autocamperen og satte os over til nogle borde bænkesæt, her var rigtig dejligt lunt. Så kunne vi lave nogle sandwich af vores rester, og slutte af men en gang Ben og Jerry’s is.
Alle de ting vi havde købt… f.eks. havestole, grill og højstol fik vi afsat til andre. Højstolen fik en tysk familie inden vi kørte fra det sted vi havde sovet. Alt det andet fik et andet tysk par, som så gav Anne $10 i lommepenge (vi ville ikke have noget for det). Ærligt vi lige nåede at give det til det tyske par, for lige derefter kom to danske familier som jo eller kunne have fået det.
Udlejningsstedet havde et par biler til at køre i fast rutefart som taxa til lufthavnen, og efter frokost og da vi havde fået styr på alle stumperne, tog vi bilen ud til lufthavnen. Et ordentlig skrummel af en bil, så der var ikke problemer med at have vores bagage. Han gav det også gas ud til lufthavnen. Så vi var der ca. kl. 12.30. Vores fly letter først kl. 19.45, men med alt det bagage er det nu rart at være i god tid, det kom så til at vise sig, at vi var i meeeeeget god tid.
Vi gik hen til selvbetjeningsmaskinerne, men der kunne den ikke finde vores billetter, så vi måtte til en manuel kasse. Et par af dem der sad der, så nu ud som om det havde været en lang dag, men vi kom til en der livede ret meget op da hun så Anne, så hun lagde heller ikke rigtig mærke til at vi havde lidt overvægt. Vores bagage blev tjekket ind hele vejen til Billund, men vi fik kun boardingkort til London.
De sidste boardingkort skulle vi så få i London. Det gik fint med at komme igennem det hele, dog skulle de igen tjekke Annes mad i deres maskinen. Inde i lufthavnen gik vi hen og fik en stor kold øl og nogle pomfriter, mens Anne fik sig en lur på en bænk i et hjørne. Endelig kom vores fly på tavlen, desværre kunne vi allerede se der, at det var forsinket til kl. 21.30. Vi stillede os i kø til custom service center sammen med en masse andre, for vi kunne godt se, at når flyet allerede var forsinket så meget, ville vi ikke kunne nå vores fly videre.
Desværre kunne damen ikke rigtig hjælpe os (gjorde dog et forsøg), men sagde at vi blev nødt til at overnatte i London når vi nåede dertil, da der ikke ville være nogle fly vi kunne komme videre med. Puha, det var næsten for meget for Mette, da hjemrejsen så ville komme til at tage mindst et halv døgn mere.
Flyet blev yderlig forsinket og udsat til kl. 23, og senere igen til kl. 01. Vi endte med at lette kl. 01.40. 5 timer forsinket. Vi nåede derfor at være i lufthavnen i 13 timer!!!!
Anne tog det heldigvis pænt. Da det blev aften og den tid hun normalt blev puttet, fandt vi et sted hvor vi kunne lave en lille hule til hende, og så lå hun på en dyne og sov. Mette lagde sig ned til hende og fik også en lur.
Grunden til at flyet blev så forsinket var, at der havde været en fejl i kontroltårnets computer, så alle fly i sydcalifornisk luftrum blev ramt. Dvs. at i 90 min måtte ingen fly lette fra lufthavnen, og kun få fik lov at lande. Nogle fly blev omdirigeret til andre lufthavne, deriblandt det fly vi skulle med som kom fra London. Det blev sendt tilbage til Dallas, hvor piloterne efterhånden havde fløjet så længe, at de ikke måtte flyve videre, så hele flyets kabinepersonale skulle udskiftes. Næste problem var, at det var første sted i USA at flyet landede, så alle passagerer skulle ud af flyet og igennem paskontrollen (og måske også sikkerhedstjek), for derefter at gå ombord på samme fly og flyve videre til Los Angeles. Flyet landede først 3 timer og 45 min efter at vi skulle have lettet.

Endelig kom vi afsted, og fik trods alt et par gode pladser i flyet lige bag ved væggen ligesom da vi rejste derover. Rasmus havde spurgte flere steder til et bassinet, men fik at vide at vi skulle spørge i flyet. Så efter at have fået vores pladser gik Rasmus ned og spurgte stewardesserne om bassinettet. Det viste sig, at det var godt Rasmus havde været så hurtig, da de kun havde én bassinet med ombord, selvom der var indtil flere små børn med, så det var os der fik lov at få den. Anne blev puttet og sov ca. 5,5 time. Derefter gav vi bassinetet videre, da et andet par synligt brokkede sig til stewardesserne over at de ikke kunne få en. ( de havde en baby med på 1 mdr.)
Anne hyggede sig hos os en 3 timer, og kom derefter ned på gulvet og ligge og sove det sidste stykke af turen.
Vi landede i London Heathrow kl. 20 og derefter gik der ca. 1 time inden vi kom ud af flyet (vi skulle have landet omkring kl. 14), da der var meget trafik for at komme ind til gaten. Vi kom ud af flyet ca. samme tid som vi skulle have landet i Billund, hvis vi havde nået flyet til Zürich og videre til Billund. Alle der ikke nåede deres fly havde de ombooket til andre afgange dagen efter.
Vi fik også nogle nye billetter… men det havde ombooket os med slutdestination i Bruxelles, hvilket jo ikke var helt rigtig…… så vi blev sendt ned og hente vores bagage, og ned og snakke med American Airlines kontor.
Allerede da vi var i Los Angeles havde vi skrevet hjem til Rene ved Team Benns, som ikke havde mulighed for at hjælpe os på daværende tidspunkt, men han havde tjekket at der var en direkte afgang hjem til Billund fra London City airport.
Vi snakkede længe med damen ved American Airlines, som var meget hjælpsom, og til sidst lykkedes det hende at få lov at sende os hjem fra London City. (problemet var noget med at vi skulle flyve med Sun-air, som flyver for British Airways, men de har ikke en samarbejdsaftale med American Airlines). Hun sørgede også for hotel til os, og for at der kom en taxa og hentede os næste dag, og kørte os til London city lufthavnen.

Vi fik fundet bussen ud til hotellet sammen med alt vores bagage og fik tjekket ind på hotellet (kl. var efterhånden blevet 23.30) . Aftensmad var med, så det var vi ned at få inden vi gik til køjs. Anne og Rasmus var så trætte at de faldt i søvn i armene på hinanden. Taxa’en hentede os kl. 06. Det tog ca. 1 time at køre til lufthavnen, men til gengæld fik vi næsten en hel byrundtur, hvor vi både så London Eye, Tower Bridge, Buckingham Palace og Big Ben.
Vi fik lidt morgenmad i lufthavnen, inden vi kunne tjekke vores bagage ind. Så var det bare igennem sikkerhedstjek, som igen skulle tjekke Annes mad, og derefter vente indtil vi fik lov at gå til flyet. Vi skulle flyve med et lille propel fly hjem, primært sammen med dansk forretningsmænd.
Stewardessen var dansk, og vi blev sørget rigtig godt for, med lækker mad, vin og is til dessert.
Alle vores kufferter var også kommet med hjem, og Mettes mor ventede på os. Hun havde trailer med, så vi kunne have det hele. Vi fik en lille eftermiddagslur da vi kom hjem, og til aften have Mettes mor og far bestilt smørrebrød. Slet ikke tosset efter en måned uden en skive rugbrød. Anne havde også savnet sit rugbrød, og spiste 3 skiver rugbrød den dag vi kom hjem med leverpostej og makral. Hendes ynglings pålæg, som ikke har været til at opdrive i USA.

I dag blev vi enige om at kør,e afsted når Anne havde fået morgenmad. Vi havde kun 10 km til Solvang hvor vi så kunne kigge på byen, og finde noget morgenmad et sted. Solvang skal jo ellers forestille at være en “dansk” by i USA, men efter vores mening minder den nu mere om Slesvig i Tyskland. Vi fandt en parkeringsplads til Rv’s, og derfra gik vi ud og kiggede på byen. Der var da også både statue af H.C. Andersen og en vindmølle, og den lille havfrue havde de også. Og ligesom i København stod der også her japanere og fotograferede hende. Vi var inde og kigge på et par “danske” bagerier, og flere af dem havde da også kager og brød der mindede om noget dansk. Vi valgte at gå ind på Paula’s Pancake house og få noget morgenmad… første gang vi har spist morgenmad på restaurant på turen.
Efter et kig i Solvang gik turen nu mod Los Angeles. Undervejs holdt vi også ind i en Walmart for lige af få handlet til sidste aftensmad. Vi valgte at køre igennem “bjergene” til Santa Barbara, og derefter køre på Highway 1 igen ned langs kysten bl.a. forbi Malibu. Her kan man godt fornemme at man køre gennem de riges legeplads. Husene blev større og større, og lå bag store hække og låger, og mange af dem helt nede på stranden.
Trafikken begyndt også stille og roligt også at komme mere af, og det var ikke alle steder at vejbanen var lige stor når vi kom med en ret bred autocamper…. man vil jo nødig ridse en af de dyre parkerede biler.
Vi nåede også til Santa Monica Pier og parkeringspladsen hvor vi havde været i starten af ferien, så nu kan vi sige at vi er hele vejen rundt.
Vi fik også fundet ned til den state Park hvor vi havde reserveret en plads… Dockweiler State Beach Park. En plads der stort set lå på stranden. Da vi var i Walmart købt vi to store bøffer som vi grillede, og så havde vi en masse drikkevarer vi også skulle have sat til livs. Vi gik også igang med at pakke alle vores ting…. der var rigtig mange og det bliver vist en opgave at få plads til det hele.
Vi så solen gå ned over stillehavet nede fra stranden, mens Anne sad og legede i sandet.

Efter at have boet på en fin campingplads, der dog havde en godstogbane lige ved siden af, hvor der også kører tog om natten, kørte vi nu videre nordpå. Vi havde fundet ud af, at der lå et lidt mindre outlet ca. halvvejs på dagens strækning, og det kom til at passe med at Anne vågnede fra formiddagsluren lige inden vi var der. Så nu fik vi handlet lidt mere, i et knap så hektisk outlet end dem i Las Vegas…. lidt mere os. Efter endt shopping fik vi frokost ved vognen, og derefter var Mette lige et hurtigt smut i Walmart og så handlet det vi manglede, primært mælk, sodavand og bleer.
Derefter gik det videre af motorvejen nord på. Naturen har fuldstændig ændret sig siden ørkenen igår, nu er der helt fladt, og tror aldrig vi har set så mange kæmpe vinmarker og store marker med frugttræer og nøddetræer. Der er stadig ret varmt, nok omkring de 30 grader, dog begynder det at skye lidt til.
Da vi nåede Fresno drejede vi fra mod Yosemite, og vejen begyndte at blive lidt mindre, og lidt mere bakket landskab med klipper. Rasmus så nogle dyr, vi ikke ved hvad er for nogle, men hans beskrivelse af dem lød : “det ligner kaniner der sidder på bagbenene, og har en lang hale”.

Vi nåede frem til campingpladsen, som var bestilt og betalt hjemmefra. Vi har dog ikke internet på pladsen, da det er gået i stykker efter sidste uges snevejr!!! Så vi er i stedet gået på Starbucks, og få et par Frappacino’er (blendet is kakao drik) mens vi låner deres internet. I morgen går turen helt ind i Yosemite dalen til endnu en naturcampingplads.

Vi startede dagen med bare at slappe lidt af på campingpladsen. Vi kom sent frem i aftes og skal først tjekke ud af campingpladsen til middag. Så vi hyggede lidt, fik ryddet op, og gjort lidt rent, og Anne fik sovet til formiddag i sin klapvogn… dejligt for hende at få en alm. lur i ro og fred i skyggen af vognen.

Efter vi kørte fra campingpladsen, kørte vi over og kiggede på Peggy Sue’s 50’s Diner. En gammel diner fra 1954, som stadig kører. Souvenir butikken var ikke meget andet end turistfælde-souvenirs, mens den gamle diner stadig var rigtig fint, og ikke blevet pyntet siden den gang, men stadig holdt i lidt brune farver. Vi snakkede om, at spise frokost der, men da der var ventetid på 25 min, gad vi ikke det. Udenfor holdt der flere gamle fine biler som folk kom kørende i til stedet.
Derefter kørte vi til Calico Ghost Town 3 miles væk. En gammel mine by, som nu mest er til for turister… men der er stadig en masse gamle fine træhuse, så man kan godt fornemme hvordan det har været den gang det gik rigtig god med at finde sølv i minerne. Selvom vi kørte en smule op ad for at komme hertil, og byen ligger lidt op ad en bakke, så var der bare helt vildt varmt, et stykke over de 30 grader gætter vi på. Vi har ingen termometer i bilen, men i dag føltes bestemt varmere end nogle af de andre dage…. men det er jo selvfølgelig også ude i ørkenen.
Efter at have kigget på den gamle mineby, gik turen videre vestpå mod Bakersfield. Det vil være synd at sige, at de først 140 km var spændende. Dog kom vi igennem en bydel, hvor man igen kunne se, at ikke alle har lige mange penge herovre, men ellers var det bare flad vej og ørken. Vi kom forbi Mojave Air and Space Port, hvor der stod en hel masse gamle fly sendt til skrot, og fandt senere ud af, at det også er et sted hvor bla. Flightplan, Die Hard 2 og Mythbusters har filmet. Indtil ca. 60 km før vores næste campingplads havde det bare være lidt transport, men derefter nærmede vi os lidt små bjerge/bakker, som vi kørte op i mellem, og da vi kom op og det blev fladt igen, var der lige pludselig grønne marker, hvor hestene gik og græssede. Videre blev det mere og mere noget vi måske ellers ser i Østrig, så et meget markant skift lige pludselig…… men meget tiltrængt efterhånden. Det gik ned ad bjerget igen mod Bakersfield, og lige pludselig var der fladt, og ene af grønne marker hvor de bla. dyrker appelsiner og druer til vin.
Vi havde fundet en campingplads hjemmefra, så det fandt vi. Der sad en “bedstemor” i receptionen, som næsten ikke havde tid til at tjekke os ind, fordi hun havde så travlt med at snakke med Anne, og fortælle hvor sød hun synes hun var. Meen vi fik en rigtig fin plads, og fik endda lidt rabat via FDM (AAA). Vi grillede til aften og spiste aftensmad udenfor….. her er der et skønt vejr, lunt og ikke rigtig noget vind, så det gjorde også muligt for den lille kolibri at flyve helt hen ved siden af Rasmus og stå stille i luften. Og så er der grønt her, både med træer og græs…. noget Mette ihvertfald var ved at savne lidt….. efter lidt over 2 uger i “ørken” kan man godt blive lidt træt af sand!!!!

I dag har vi til at se lidt mere på Las Vegas, dvs. det var ihvertfald vores plan hjemmefra, og den holdt da også, måske bare ikke helt på den måde vi havde tænkt. Vi har jo været så “heldige” at få en ældre autocamper, så den har kørt så meget, at den nu skulle ind og have skiftet olie, så vi måtte ned og have det skiftet ved Cruise Americas udlejningskontor i Las Vegas. Nu da vi var der, kunne de jo så også ordne de andre ting vi havde døjet lidt med. Da vi kom var de heldigvis klar til at tage imod os, selvom vi kom sammen med en masse andre. Så selvom vi havde en hel liste vi gerne ville have ordnet, så var mekanikeren heldigvis rimelig effektiv, så ca. 45 min tog det ham og skifte olie og ordne alle de ting vi havde påpeget. Så kunne vi køre tilbage til campingpladsen igen. Vi blev dog enige om at køre i et af de store outlets (det er det man laver om dagen, når man er i Las Vegas). Mette som kørte, missede godt nok en afkørsel på et tidspunkt, da der var lidt mange biler og tre afkørsler nærmest samtidig. Det gjorde til gengæld at vi kom ud og se en af de knap så pæne dele af Las Vegas, hvor de hjemløse nærmest lå på ræd og række (måske der var et sted, hvor de kunne få mad, for de lå alle sammen inden for kort afstand). Vi kørte op til Premium Outlets – North. Øhhh, det er ikke det outlet man skal køre til hvis man gerne vil parkere med sin autocamper…. mange biler og taxa’er, ikke så meget plads, og stort set kun parkeringshuse, som vi ikke lige forsøgte os med at komme ind i. Vi blev enige om at det vist var bedre at køre tilbage med vognen (ca. 3,5 km), og tage en taxa i stedet.
Efter et par timers shopping, tog vi tilbage til campingpladsen.
Da vi nu er i Las Vegas, har set “The Strip – Las Vegas Boulevard” og alle tre er med ny garderobe, var næste punkt på “must see/do-listen” for Las Vegas vel at blive “gift” (igen).

Spøg til side… Vi havde hjemmefra snakket om, at det kunne være sjovt, at forny vores “bryllupsløfter” i Las Vegas, og at det kunne være en god måde at fejre vores 5 års bryllupsdag (om 1,5 måned), og siden vi blev gift har vi jo også fået Anne, som nu også næsten har været med til sine forældres bryllup. “The minister” (præsten) holdt en tale som var overraskende god (vi havde ikke regnet med han ville holde en overhovedet), hvor man lige blev mindet om de ting der er vigtige i et ægteskab. Anne klarede det så fint, og lyttede/kiggede interesseret med. Las Vegas bryllup eller ej…. Det var en dejlig oplevelse for os!!!
Da vi gik derfra blev Anne træt, og da hun faldt i søvn i klapvognen, kunne vi gå en tur op ad “The Strip”. På vejen tilbage købte vi en pizza som vi nød ud foran autocamperen da vi kom tilbage.

Turen ud af Zion var rigtig fint, noget mere grønt end vi
har været vant til, men efter nogle kilometer kom vi ud af dalen, og så var der
igen sand og tørt.

Det er rigtig dejligt at køre herovre, for selvom vi i dag
er kommet igennem et meget langt vejarbejde, hvor der kun var et spor i hver
retning, så er de bare rigtig gode til at flette ind så der ikke bliver kø.

Vi nåede til Saint George, som er det første stor by område
vi har mødt længe, så nu var det tid til at få tanket op i Wall Mart. Det kan
godt tage et par timer at få handlet og fundet alle de ting man mangler. Da vi
kom ud med vores godt fyldte vogn, og da vi er næsten henne ved vognen, kommer
der en rigtig amerikansk ”housewife” i sin alt for store firhjulstrækker, og
køre lige ind i vores sidespejl. Hun ramte det heldigvis i den rigtige retning,
så der skete ikke noget, og hun holdt da også ind og kom over bagefter, og vi
har fået nummer på hende hvis vi får problemer når vi aflevere autocamperen
igen.

Derefter gik det meget ligeud og det blev mere og mere
fladt, og til sidst kunne vi skimte Las Vegas i horisonten. Meget mærkeligt
sted at lægge så stor en by. Vi fik fundet campingplads…. Godt vi har en god
GPS med, for lige pludselig var det meget trafik igen og 5 sporede motorveje.
Vi har fået en rigtig fin plads, hvor der er lidt græs til Anne at ligge på, og
et par træer til at give skygge. Efter noget aftensmad gik vi en tur ad ”The
Strip”. Der er masser af glimmer og lys, men stillet rigtig flot an ved de
forskellige hoteller. Vi gik op for at se det store springvandsshow ved
Bellagio. Vi nåede og så 2 shows, og det er virkelig imponerende og flot. Da
det var lidt sent, var Anne blev puttet i klapvognen…. Utroligt hun kunne sove
i den larm. Inden vi var tilbage på campingpladsen nåede kl. at blive 00.30,
men så var fødderne også meget ømme… Vi nåede også lige et smut på en meget
ineffektiv McD.

Anne vågnede lidt tidligt i dag, eller dvs. hvis vi kører efter Utah tid var det måske ikke så slemt alligevel, men hun kom nu op til os og hygge lidt i sengen alligevel inden vi stod op. I dag skal vi ikke ud og køre, så vi nød bare at have en stille og rolig formiddag, og Anne kom ud og sov til formiddag. I mens hun sov, pakkede vi rygsækkene og gjorde klar til at tage på tur, så vi var klar når hun vågnede.

Vi gik ud til vejen og tog den gratis shuttle bus hen til Visitor Centret, hvor vi skiftede til en anden shuttle bus, som kørte os op igennem Zion Canyon. Turen ind til man ikke kan komme længere tager 40 min. Vi tog op til det øverste punkt og startede med at gå en lille tur langs floden.Vi vandrede et stykke ud og samme vej
tilbage. På vejen tilbage til shuttlebussen holdt vi frokostpause ved floden.
Der kom også et lidt nærgående egern, der synes den ville spise sammen med os.
Faktisk var det Anne der opdagede den, og pegede og sagde lyde, så vi vendte os
og opdagede den.

Derefter gik vi tilbage til bussen og tog den til Weeping
Rock, hvor vi gik en lille stejl tur på ca. 1 km, og kom op til et sted hvor
vandet hele tiden drypper ud over en stor klippe, og hvor man kan gå ind bagved
vandet. Vi gik tilbage og tog bussen et stop længere ned til The Grotto,
hvorfra vi så vandrede ned til Zion Logde. Det var en rigtig god tur, på en fin
vandresti, hvor vi kom forbi Lower Emaralds Falls. Et vandfald der også kommer
ud over en stor klippe, og hvor stien også går bag vandfaldet.

Derefter gik vi til Zion Lodge hvor de havde en dejlig stor
græsplæne vi kunne sidde på….. det er meget længe siden vi har set så stor og
grøn en græsplæne, så Anne nød også at kunne få lov at ”kravle” lidt rundt. Vi
hørte faktisk to andre hold danskere i dag.

Rasmus hentede is, og vi nød dem i solen.

Anne sige tak for is til Mormor og Morfar!!

Vi tog bussen til Visitor Center og skiftede til en anden
bus der kørte ned til vores campingplads. Dejligt nemt med de busser, så vi
ikke skal ud og finde parkering til ”skrumlet”, da der har været rimelig mange
besøgende her i Zion.

Tilbage på campingpladsen hyggede vi os, og fik noget
aftensmad og derefter blev Anne puttet. Anne sover med en ekstra madras og
voksiposen i sin klapvogn, og så står hun bare i klapvognskassen på gulvet i
vognen…. Det går rigtig fint.

I morges havde vi vækkeuret til, for at kunne komme op og se
solopgang og Bryce Canyon. Både Anne og Mette havde lidt svært ved at komme op,
men der var også lidt koldt i vognen. Dog ikke så koldt som natten før, men
stadig koldt, og man kan godt ligge længe og tage sig sammen til at gå på wc,
for der er virkelig koldt derude.

Vi kørte af sted inden det rigtig var blevet lyst, og der
hvor vi skulle dreje ned til Sunrise Point, stod der lige en flok hjorte og
græssede. Vi kom også hen til kanten, og så solen stod op…. Det var møgkoldt,
og vi fandt ud af, at Anne måske har brug for lidt længere tid til at vågne om
morgenen, inden hun bliver hevet ud i kulden…. I hvert fald synes hun ikke det
var særlig sjovt at skulle se solopgang, det hjalp dog da vi kom tilbage til
vognen, og hun fik lidt morgenmad og tid til at vågne ordentligt.

Vi kørte til Red Canyon og spiste morgenmad der, og derefter
videre mod Zion National Park som ikke er så langt væk. Turen i dag er på kun
ca. 130 km. Ved indgang til Zion står et skilt om, at stor biler skal betale
$15 ekstra. Vores er en stor bil, og det er simpelthen fordi man skal igennem
en tunnel, hvor vi skal køre midt på vejen for at kunne være der i højden.
Derefter bliver de nødt til at stoppe alt modkørende trafik mens vi kører
igennem. Det gik fint med at komme igennem… ingen buler. Inden tunnelen havde
vi kørt igennem en smal dal, med bjerge op på begge sider…. Den mindste vej vi
har kørt på endnu, og man skal da også lige tjekke, at siden af campingvognen
ikke kommer for tæt på de klipper der er i vejsiden. Efter tunnelen stod det på
indtil flere hårnålesving, for at komme ned i dalen. Rækværk er ikke noget de gør så meget i, men
de har da sat lidt sten hegn op der hvor det er mest nødvendigt. Det er gået
fint med at køre, og vi har bare taget det stille og roligt, lige som alle
vores medbilister stort også gør.

Vi bor på Zion Canyon Campground lige uden for parken, da vi
ikke havde mulighed for at bo på campingpladsen i parken, men så kan vi også få
tanket nyt vand på, og tømt diverse tanke, og så er det også rart med lidt
internet.

Inden aftensmaden gik vi ned i byen for at handle. Det er en
rigtig charmerende lille by Springdale. Stadig turistet, men gjort på en rigtig
pæn måde.

Har haft sol og skyer i dag. I morges var det koldt, men
efter vi er kommet til Zion er det blevet lunt igen, og ca. 22 grader.

Det har været møgkoldt i nat. Den her stålkasse af en
motorhome holder ikke meget på varmen. Så vi har måtte helt ned under dynen,
selvom vi stort set sov med fuld tøj på. Anne har også stået i sin
klapvognskasse og sovet i fodenden af vores seng, så vi var sikre på at kunne
holde øje med hun ikke fik det for koldt, eller smed dynen, ja og så er der
også bare rigtig koldt på gulvet hvor hun ellers plejer at stå og sove. Nå, men
det lykkedes til sidst at varmen, og vi er vågnet op til en dag med fuld sol,
dog koldt i skyggen, men solen har meget magt.

I går da vi var i visitor centret gav ranger’en os en kort
over parken, og foreslog os en gåtur ned gennem klipperne, og fortalte også
hvilken vej vi skulle gå, for at det var mindst hårdt…Rasmus har jo Anne på
ryggen i en bærerygsæk, så han har jo lige ca. 10 kilo ekstra at slæbe på.

Vi kørte op til Sunrise Point, hvor turen startede fra. Det
var en utrolig smuk tur, med masser at muligheder for at tage flotte billeder.
Stien var godt afmærket, og det var nemt at finde rundt på den rute han havde
anbefalet os. Undervejs holdt vi frokostpause lidt væk fra stien, rigtig
hyggeligt, og Anne sad selv og spiste sine tunmadder. Hun var egentlig ret godt
tilfreds med at sidde i bærerygsækken hele turen rundt, og de få gang hvor det
kneb lidt, kunne hun stilles tilfreds med at få en kiks, som hun jo
selvfølgelig glædeligt viser til alle vi går forbi. Turen rundt var ca. 5 km,
og med pauser og det hele tog det ca. 3 timer. Det skal lige siges, at det
sidste stykke var stejl opstigning i hårdnålesving.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, slappede vi at i solen
og Anne tog sig en lur i barnevognen. Da hun vågnede kom hun ned og lege på sit
tæppe, mens vi gjorde klar til at grille. Vi har til natten sørget for, at få
tændt varmen en gang i mellem, så vognen forhåbentlig ikke bliver så hurtigt
kold.

Vi har ikke set en sky på himlen i dag, hvilket har været
dejligt, især da der nok kun har været en 10-15 grader….. dog meget passende
temperatur til at vandre i.

I dag vågnede Anne ca. som hun plejer, men vi var så blevet
enige om, at vi ville køre efter hun havde fået morgenmad, og så kunne vi spise
undervejs (morgenmadsburgere). Tror også vi var de første til at forlade
pladsen ved Lake Powell, det var stort set kun hundeluftere vi mødte.

Det der er meget specielt her i det vestlige USA er, at
selvom man skal køre nogle meget øde stræk, og nogle gange mange kilometer, så
skifter naturen rigtig tit. Det kan være spændende hvordan det ser ud bag det
næste vejsving, eller den næste bakketop. Landskabet i dag startede ud med at
være lidt ørkenagtig, men senere blev der flere knæhøje træer, og da vi nåede
til Bryce Canyon, var der store nåletræer.

Inden vi nåede derop, virkede det dog som om vi kørte ind i
cowboyland, og mere ud af indianerland. Husene begyndte at se lidt pænere ud,
og det virkede generelt som om folk her har lidt flere penge. Vi er begyndt at
se mange flere bjælkehuse. Da vi nåede det område hvor der stille og roligt var
mere vegetation, begyndte de også at skilte mod hjorte, og der gik heller ikke
længe før vi så de første der stod bag hegnet (hegnet så de ikke løber på tværs
af vejen). Vi så flere hjorte ad et par omgange og også et par vilde kalkuner,
og derefter nåede vi til byen Kanab. Det var tid til at få tanket, og da kl.
stadig ikke var ret mange og det var søndag, var der ikke ret meget liv i byen
endnu. Det så dog ud til at være en rigtig hyggelig by, og slog sig da også op
på at være en ”Wild West city”, og den havde også rigtig meget charme og mange
af husene lignede virkelig noget fra den vilde vest.

Efter Kanab begyndt det stille og roligt at gå op gennem en
lille dal, med vand rindende ved siden af vejen og endda træer, hvor nogle af
dem var sprunget ud, og igen fornemmer man at folk har lidt flere penge til at
bygge nogle lidt pænere huse. Selvfølgelig er der også nogle, der ligner de kan
blæse omkuld, hvornår det skal være, men sådan er det vist alle steder.

Inden vi nåede Bryce Canyon, kom vi også igennem Red Canyon,
hvor naturen lige rundt om hjørnet skifter fra halvgrønne marker, til røde
klippeformationer.

Derefter nåede vi Bryce Canyon og North campground, som er
national parkens campingplads. Vi havde hjemmefra fundet ud af, at det var en
først-til-mølle plads, så det var også en af grundene til at vi kørte tidligt
til morgen. Vi skulle selv registrere os, og putte $30 for to nætter i en
kuvert og i en postkasse. Det viste sig senere, at det var godt vi var kommet
så tidligt og havde fået indtaget os en plads, for campingpladsen blev fyldt
begge de dage vi var der, og folk begyndt allerede og køre rundt og lede efter
pladser fra om eftermiddagen, men vi var kommet før middag, så vi havde endda
nogle at vælge i mellem.

Vi havde set på vejrudsigten, at der var risiko for nedbør,
men at der i morgen skulle blive rigtig fint vejr. Efter vi havde fået stillet an på vores
plads, gik vi en tur ned til visitor centret, og det foregik i snevejr. Meget
mærkeligt når vi dagen før sad i solskin og spiste aftensmad udenfor. Vi troede
vi kunne hæve penge til campingpladsen i visitor centret, men det kunne vi
ikke. Så i stedet måtte vi en tur ud af parken igen og hæve penge, og da vi jo
alligevel var ude at køre, kørte vi til Inspiration Point, og kiggede ud over
flotte Bryce Canyon. Vi kiggede dog ikke så længe, for det var møgkoldt, og
Anne og Mette hader stormvejr, så vi kørte tilbage til pladsen, fik en kop varm
kakao, og kiggede på det lille Chipmonk
(Chip og Chap), som legede lige uden for vognen.

Vi stod tidligt op idag, faktisk havde Rasmus sat vækkeuret så vi kunne komme op og se solopgang. Vi vågnede da også, så vi kunne nå at se det. Vi fik også listet os ud uden at vække Anne. Nu var vi bare spændte på, om vi kunne se solen, da vi bor ind mellem nogle klipper og kun kan se nogle af “monumenterne” fra campingpladsen. Men vi var heldige, for solen stod op så vi kunne se den fra pladsen. Lige da solen kiggede op over horisonten, vågnede Anne også, så idag stod hun op sammen med solen.

Solen blev dog hurtigt så skarp, at vi ikke kunne kigge på den, så vi gik i stedet for ind og fik noget morgenmad. Derefter var vi alle sammen ved at trænge til et bad, især Anne som hver gang vi holder et ny sted lige skal se om sandet også kan støve her….. og det har det kunnet alle steder, så der skal også snart vaskes tøj. Der var indendørs pool på campingpladsen, så vi var alle tre lige nede og svømme.
Vi kørte fra pladsen, og ud til Navajo Tribal Park, hvor vi kunne komme til at tage de kendte billeder ud over Monument Valley.
Derefter kørte vi tilbage af mod Page og Lake Powell. Vi skulle ca. 80 km tilbage af den samme vej, men heldigvis var det et fint stykke, så det var okay at se 2 gange. Det var heldigvis heller ikke noget af det værste vej. Flere at vejene er simpelthen så ujævne, at det kan være svært at snakke sammen, hvis vi ikke begge sidder i førehuset.
Vejen mod Lake Powell var også fin, men til tider var der noget øde, og nogle meget lige veje. På et tidspunkt kørte vi først 6 km ligeud, derefter et lille sving, og så 4 km lige ud, et lille sving og så lige ud igen.
Vi spiste frokost på en grusplads bag en tankstation/butik i en lille by der hed Kaibeto. Her så vi vist kun to andre som ikke lignede indianere.
Da vi nåede Page, var vi et smut i Walmart og få handlet ind, og derefter kørte vi de sidste 10 km ud til campingpladsen ved Lake Powell. Undervejs kom vi over Glen Canyon Dam…. Der var rimelig langt ned på den ene side. Derefter drejede vi ind i Glen Canyon Natl. Park. Her kunne vi brug det årskort vi købte ved Grand Canyon for $80, og som gælder til alle national parker. Vi fik også fundet campingpladsen, og fik en lækker plads med Full Hookup + gratis WIFI og flot udsigt ud over søen. Ja, og så kan vi faktisk ikke helt finde ud af om vi sover i Utah eller Arizona, da statsgrænsen vist går lige bag vognen.

I dag går turen til Monument Valley, som er det østligst punkt vi kommer til på vores tur. Vi startede dog dagen med at køre igennem noget mere at Grand Canyon natl. Park. Vi var et smut forbi Grand Canyon Village, hvor der ligger et gammelt stor hotel bygget i træ, men det synes de åbenbart ikke vi skulle op og kigge på, for der var ikke nogen steder vi kunne parkere “skrumlet”. Det er de ellers gode til at sørge for, at der er pladser til de store vogntog.

Vi kørte i stedet videre øst på langs Grand Canyon, igennem en masse skov, og en gang i mellem med et kig til kløften, derefter kørte vi ud af national parken, og så gik det ellers ned ad og ud i det øde Navajo landskab. Vi er kommet ind i Navajo Nation som de kalder, og her er virkelig mange der ligner indianere, og de få landsbyer vi kommer igennem, ser noget øde eller fattige ud…. dvs. at nogle af husene ligger noget der kan vælte hvornår det skal være, men alligevel holder der mindste 3 biler. Det er noget godt at have et par reserve biler når man bor så langt ude på landet.
Køreturen bød igen på nogle smukke landskaber, og det der er så fantastisk herovre er, at selvom man skal køre mange kilometer og vejene nogle gange er meget lange (og lige), så kan der ved den næste bakketop eller vejsving vise sig et helt nyt landskab, med nogle helt nye farver og/eller former, end det man lige har kørt i.
Vi sov på en campingplads helt ude ved Monument Valley, Gouldings Campground. Vi fik en fin plads uden Hookup.

Annes indre ur er ikke helt indtil til USA tid endnu, men
det hjælper, eller dvs. hendes mave kører stadig på dansk tid, så de sidste to
nætter har hun ment, hun skulle skiftes midt om natten. I går handlede vi ind
så vi har lidt morgenmad på værelset, så da efter hun var havde været vågen i
nat, men faldt i søvn igen vågnede hun frisk og klar til noget morgenmad.
Omkring kl. 9 forlod vi hotellet for at gå de 500 m op til Walk of Fame (der
hvor alle stjernerne er i fortovet). Vi havde også set hjemmefra, at man henne
ved Dolby Theater (tidligere Kodak) skulle kunne gå ud på en gangbro hvorfra
man skulle have et godt udsyn til Hollywood skiltet. Vi kom i første omgang
godt nok en etage for højt op, for der kom en mand i fin uniform pænt hen og
fortalte at denne etager kun var for ansatte, og at vi bare skulle én etage ned.

Vi fik taget de obligatoriske billeder, dog med lidt hvidt
skydække i første omgang, men senere fik vi nogle med blå himmel.

Nu var Anne efterhånden også blevet træt, så hun blev puttet
i barnevognen, mens vi kørte ned på det ”torv” der var ved siden af Dolby
Theater. Butikkerne havde ikke helt åben endnu, så vi blev ”nødt til” at sætte os i solen og slappe af, mens Anne lå
og sov i skyggen. Da butikkerne åbnede gik Mette på opdagelse og Rasmus
”passede” Anne.

Hun endte med at sove 2 timer, så det kom til at passe helt
perfekt i forhold til at besøge en restaurant Mette havde fundet hjemmefra. Den
hed Vegas Seafood Buffet, hvor der var alt muligt forskelligt mad, og måder at
få lavet på. Vi var der ca. 1,5 time, og Anne var vældig beskæftiget med at charmere
alle servitricerne der lige skulle hen forbi hende hele tiden. En af dem satte
sig endda næsten ned og legede med hende.

Ja, det er i hvert fald noget Amerikanerne er helt anerledes
med end os….. alle steder vi kommer hen kommentere folk hvor sød Anne er, og
skal høre hvor gammel hun er, og hvad hun hedder. Vi regner med/håber at når vi
kommer lidt længere ud på landet at det måske stilner lidt af :).

Da det blev eftermiddag tog vi vores store Dogde Charger og
kørte en tur til Santa Monica, og på vejen kørte vi en tur igennem Beverly
Hills, ja også måtte vi ind i en af villagaderne og parkere, da Anne trængte
til en ny ble….

Der var rigtig hyggeligt ved Santa Monica Pier, hvor vi gik
en tur ud på molen og kiggede på tivoliet og alle de artister der forsøger og
tjene lidt penge. Vi var også en tur ned ved stranden og kigge på Baywatch
tårne og Anne fik leget lidt i sandet og fik dyppet tæerne i vandet…. Tror hun
synes det var lidt koldt….

Vi blev enige om at køre hjem inden det blev for sent….. det
tog 1 time og 15 min at køre 19 km!!!!! Arhhh godt man ikke bor her til dagligt
med den trafik, og thank god for automatgear, ellers havde der vist ikke været
meget lårmuskel tilbage.

Sol og lidt skyer, men en lidt kølig vind!!!

Vi stod op og gik ned og fik morgenmad, rigtig lækkert med
masser af forskellige ting, også noget Anne kunne få. Da vi havde spist
morgenmad gik vi i reception for at høre om den nemmeste vej ud til vores
biludlejning. Vi skulle med deres shuttlebus ud til lufthavnen for derefter at
skifte til Alamo’s shuttlebus. Vi gik op og gjorde os færdige og derefter
afsted. Det gik fint med shuttlebusserne, og der var heldigvis heller ikke
rigtig nogle mennesker i biludlejningen, kun et par stykker foran os, så det var
rigtig fint. Manden i skranken spurgte om vi ville have en opgradering til en
større bil, og først hørte vi på hvad det kostede og valgte derefter egentlig
at sige nej, men det fangede han ikke, så vi endte alligevel med at få en
større bil…… det viste sig at være en rigtig god idé. Det bilklasse vi havde
bestilt, var bl.a. Cheverolet Spark, og nogle der var en lille smule større,
men ikke store nok til at få 2 store kufferter, en klapvogn, 1 autostol og to
håndbagage + 3 personer ind i. Til gengæld var vi rigtig heldig, for lige da vi
kom hen til Fullsize biler, og skulle til at vælge den vi ville have (Man kan
nemlig selv vælge bil ved Alamo, når man ser hvad udvalg de har), opdagede
Rasmus at der holdt en Dodge Charger…… en rigtig amerikaner flyder…. Så lige
pludselig synes vi egentligt at opgraderingen var helt okay. Vi kørte fra
lufthavnen tilbage til hotellet, fik pakket sammen og afsted til næste hotel,
som ligger et par hundrede meter fra Hollywood Walk og Fame. Vi var lidt tidlig
på den, men fik alligevel lov at få værelse før ( især når man har en lille
pige med, gør de gerne mange ting fra én)

Resten af eftermiddagen, fik vi slappet lidt af, Anne fik
sovet en god lang lur ned ved poolen, mens Rasmus holdt øje med hende fra
stolen i solen. Mette gik efter frokost, og fik fat i noget ”kineser” mad.
Mette var også senere i Ross Dress for less, og et enkelt stykke legetøj og et
par levi’s comboy bukser til $20. Efter Anne havde fået sovet, gik vi i Best
Buy og i Ralphs for at handle lidt ind. Derefter var kl. blevet mange og vi gik hjem og fik noget nem
aftensmad, og så var vi trætte og faldt vist alle tre hurtigt i søvn.

Vejret har været sol og skyer og ca. 15-16 grader.

Det vestlige USA.

Selvom vi efterhånden har været i USA et par gange, har vi indtil nu kun været på østkysten. Vi har altid snakket om, at det kunne være lækkert hvis man fik et barn, så at bruge noget af barslen på at rejse af sted.
Nu er vores dejlige Anne kommet til verden, og det hele kommer til at passe perfekt. Rasmus kommer hjem og går på barsel sammen med Anne og Mette fra midt februar til midt maj, hvor vi så alle sammen skal i gang igen. Det betyder også, at vi har mulighed for, at hive hele april ud af kalenderen og rejse til USA sammen.

Efter at have konstateret at Anne var en skøn lille baby, gik planlægningen igang. Mette forhørte sig hos flere forskellige rejsebureauer, og fik tilbud hjem fra flere. Vi plejer ellers selv at arrangere, men da vi nu har Anne, synes vi ville have lidt mere sikkerhed ved at bestille gennem et bureau. En anden grund er også, at vi skal køre i autocamper, og der er det bare nemmere at bestille gennem et rejsebureau, da vi derved er sikre på at vi har alt inkluderet.
Valget er faldet på Team Benns, da de både var de billigste, men også fordi de har god erfaring med netop ferie i Motorhome, da de selv arrangere guidede ture i motorhomes.
Det hele blev endda 2000 kr. billigere, da Mette skrev et rejsetip på Team Benns hjemmeside og derved vandt et gavekort på valgfri rejse…. ikke dårligt, især da vi ikke havde betalt hele rejse endnu.
Indtil videre har vi været super tilfredse med valget af Team Benns. Vi har bestilt hos en der hedder Rene. Han ringede selv, da han opdagede at flybilletterne var steget i pris da han skulle, efter vi havde sagt ok. Han skriver også tilbage næsten med det samme, når vi kontakter ham med div. spørgsmål. Desuden skrev vi til ham for at høre om det var muligt at få en “lift” i flyet til Los Angeles, da det trods alt er længe at sidde med en baby på skødet i 11 timer. Skrev til ham sent en aften, og næste formiddag fik vi mail tilbage om, at han havde kontaktet Lufthansa, og havde bestilt og fået pladser med “lift” på både ud og hjemtur. Når man bestiller gennem Team Benns får man også et link til en bog på ca. 200 sider, som handler om det at køre autocamper i USA. Vi har også i januar været til et foredrag i Kolding, hvor der næsten blev fortalt om den tur vi planlægger at tage.

Vi har allerede brugt meget tid på at forberede os. Vi brugte lang tid på at finde ud af hvilken rute vi ville køre, og hvad der var muligt at nå, da vi jo også har Anne med. Derfor har vi bla. valgt at denne tur meget handler om at se naturen, og derfor har vi valgt at køre uden om San Francisco, og gemme det til en anden gang.

Vores rute så således ud:

– Los Angeles
– Joshua Tree National Park
– Lake Havasu City
– Grand Canyon
– Monument Valley
– Lake Powell
– Bryce Canyon National Park
– Zion National Park
– Las Vegas
– Yosemite National Park
– Monterey
– Highway 1
– Solvang
– Los Angeles

Vi regner med at turen bliver omkring ca. 4000 km.
De første to nætter bor vi på Quality Inn near Holywood Falk of Fame, og derefter har vi lejet et model C25 motorhome gennem Cruise America.