I morges havde vi vækkeuret til, for at kunne komme op og se
solopgang og Bryce Canyon. Både Anne og Mette havde lidt svært ved at komme op,
men der var også lidt koldt i vognen. Dog ikke så koldt som natten før, men
stadig koldt, og man kan godt ligge længe og tage sig sammen til at gå på wc,
for der er virkelig koldt derude.

Vi kørte af sted inden det rigtig var blevet lyst, og der
hvor vi skulle dreje ned til Sunrise Point, stod der lige en flok hjorte og
græssede. Vi kom også hen til kanten, og så solen stod op…. Det var møgkoldt,
og vi fandt ud af, at Anne måske har brug for lidt længere tid til at vågne om
morgenen, inden hun bliver hevet ud i kulden…. I hvert fald synes hun ikke det
var særlig sjovt at skulle se solopgang, det hjalp dog da vi kom tilbage til
vognen, og hun fik lidt morgenmad og tid til at vågne ordentligt.

Vi kørte til Red Canyon og spiste morgenmad der, og derefter
videre mod Zion National Park som ikke er så langt væk. Turen i dag er på kun
ca. 130 km. Ved indgang til Zion står et skilt om, at stor biler skal betale
$15 ekstra. Vores er en stor bil, og det er simpelthen fordi man skal igennem
en tunnel, hvor vi skal køre midt på vejen for at kunne være der i højden.
Derefter bliver de nødt til at stoppe alt modkørende trafik mens vi kører
igennem. Det gik fint med at komme igennem… ingen buler. Inden tunnelen havde
vi kørt igennem en smal dal, med bjerge op på begge sider…. Den mindste vej vi
har kørt på endnu, og man skal da også lige tjekke, at siden af campingvognen
ikke kommer for tæt på de klipper der er i vejsiden. Efter tunnelen stod det på
indtil flere hårnålesving, for at komme ned i dalen. Rækværk er ikke noget de gør så meget i, men
de har da sat lidt sten hegn op der hvor det er mest nødvendigt. Det er gået
fint med at køre, og vi har bare taget det stille og roligt, lige som alle
vores medbilister stort også gør.

Vi bor på Zion Canyon Campground lige uden for parken, da vi
ikke havde mulighed for at bo på campingpladsen i parken, men så kan vi også få
tanket nyt vand på, og tømt diverse tanke, og så er det også rart med lidt
internet.

Inden aftensmaden gik vi ned i byen for at handle. Det er en
rigtig charmerende lille by Springdale. Stadig turistet, men gjort på en rigtig
pæn måde.

Har haft sol og skyer i dag. I morges var det koldt, men
efter vi er kommet til Zion er det blevet lunt igen, og ca. 22 grader.