USAs nationalparker

Så var det blevet tid til at rejse hjem efter en fantastisk måned i USA. Vi er mættet af oplevelser, og selvom vi har haft det rigtig dejligt, bliver det okay at komme hjem. Men det bliver helt sikkert et farvel og på gensyn!!!

Dagen startede med at Anne fik noget morgenmad, og så forsøgte vi ellers at få mast det sidste i alle vores tasker… det har ikke været en nem opgave, og vi måtte da også flytte lidt om, da vi fik kufferterne vejet. Vi har overvægt på to kufferter, men maks 1 kilo på hver, og så har vi Annes kuffert (som ikke må være så stor), hvor vi har masser at vægt tilbage, men ikke mere plads.
Rasmus fik tømt alle de tanke der skulle tømmes på vognen, så vi ikke kommer til at betale for det når vi aflevere, og vi fik vognen gjort ren. Turen til Cruise America tog ca. 25 min, og så skulle vi lige på en tankstation og have tanket bilen op og fyldt noget gas på. Når man skal have gas på kører man bare hen til en stor tank, og så fylder de bare direkte på vognens indbyggede tank, ikke noget med gasflasker….. det er lidt smart.

Vi kørte tilbage til Cruise America, og parkerede bilen i car return, og lidt efter kom der en dame og tjekkede at alt var som det skulle være…. det var det heldigvis, så ingen efterregning til os, og fuld depositum tilbage. Faktisk fik vi $122 mere tilbage, da vi havde brugt en halv dag på værksted i Las Vegas og fordi vi havde haft lidt problemer undervejs.

Vi fik alle vores ting ud af autocamperen og satte os over til nogle borde bænkesæt, her var rigtig dejligt lunt. Så kunne vi lave nogle sandwich af vores rester, og slutte af men en gang Ben og Jerry’s is.
Alle de ting vi havde købt… f.eks. havestole, grill og højstol fik vi afsat til andre. Højstolen fik en tysk familie inden vi kørte fra det sted vi havde sovet. Alt det andet fik et andet tysk par, som så gav Anne $10 i lommepenge (vi ville ikke have noget for det). Ærligt vi lige nåede at give det til det tyske par, for lige derefter kom to danske familier som jo eller kunne have fået det.
Udlejningsstedet havde et par biler til at køre i fast rutefart som taxa til lufthavnen, og efter frokost og da vi havde fået styr på alle stumperne, tog vi bilen ud til lufthavnen. Et ordentlig skrummel af en bil, så der var ikke problemer med at have vores bagage. Han gav det også gas ud til lufthavnen. Så vi var der ca. kl. 12.30. Vores fly letter først kl. 19.45, men med alt det bagage er det nu rart at være i god tid, det kom så til at vise sig, at vi var i meeeeeget god tid.
Vi gik hen til selvbetjeningsmaskinerne, men der kunne den ikke finde vores billetter, så vi måtte til en manuel kasse. Et par af dem der sad der, så nu ud som om det havde været en lang dag, men vi kom til en der livede ret meget op da hun så Anne, så hun lagde heller ikke rigtig mærke til at vi havde lidt overvægt. Vores bagage blev tjekket ind hele vejen til Billund, men vi fik kun boardingkort til London.
De sidste boardingkort skulle vi så få i London. Det gik fint med at komme igennem det hele, dog skulle de igen tjekke Annes mad i deres maskinen. Inde i lufthavnen gik vi hen og fik en stor kold øl og nogle pomfriter, mens Anne fik sig en lur på en bænk i et hjørne. Endelig kom vores fly på tavlen, desværre kunne vi allerede se der, at det var forsinket til kl. 21.30. Vi stillede os i kø til custom service center sammen med en masse andre, for vi kunne godt se, at når flyet allerede var forsinket så meget, ville vi ikke kunne nå vores fly videre.
Desværre kunne damen ikke rigtig hjælpe os (gjorde dog et forsøg), men sagde at vi blev nødt til at overnatte i London når vi nåede dertil, da der ikke ville være nogle fly vi kunne komme videre med. Puha, det var næsten for meget for Mette, da hjemrejsen så ville komme til at tage mindst et halv døgn mere.
Flyet blev yderlig forsinket og udsat til kl. 23, og senere igen til kl. 01. Vi endte med at lette kl. 01.40. 5 timer forsinket. Vi nåede derfor at være i lufthavnen i 13 timer!!!!
Anne tog det heldigvis pænt. Da det blev aften og den tid hun normalt blev puttet, fandt vi et sted hvor vi kunne lave en lille hule til hende, og så lå hun på en dyne og sov. Mette lagde sig ned til hende og fik også en lur.
Grunden til at flyet blev så forsinket var, at der havde været en fejl i kontroltårnets computer, så alle fly i sydcalifornisk luftrum blev ramt. Dvs. at i 90 min måtte ingen fly lette fra lufthavnen, og kun få fik lov at lande. Nogle fly blev omdirigeret til andre lufthavne, deriblandt det fly vi skulle med som kom fra London. Det blev sendt tilbage til Dallas, hvor piloterne efterhånden havde fløjet så længe, at de ikke måtte flyve videre, så hele flyets kabinepersonale skulle udskiftes. Næste problem var, at det var første sted i USA at flyet landede, så alle passagerer skulle ud af flyet og igennem paskontrollen (og måske også sikkerhedstjek), for derefter at gå ombord på samme fly og flyve videre til Los Angeles. Flyet landede først 3 timer og 45 min efter at vi skulle have lettet.

Endelig kom vi afsted, og fik trods alt et par gode pladser i flyet lige bag ved væggen ligesom da vi rejste derover. Rasmus havde spurgte flere steder til et bassinet, men fik at vide at vi skulle spørge i flyet. Så efter at have fået vores pladser gik Rasmus ned og spurgte stewardesserne om bassinettet. Det viste sig, at det var godt Rasmus havde været så hurtig, da de kun havde én bassinet med ombord, selvom der var indtil flere små børn med, så det var os der fik lov at få den. Anne blev puttet og sov ca. 5,5 time. Derefter gav vi bassinetet videre, da et andet par synligt brokkede sig til stewardesserne over at de ikke kunne få en. ( de havde en baby med på 1 mdr.)
Anne hyggede sig hos os en 3 timer, og kom derefter ned på gulvet og ligge og sove det sidste stykke af turen.
Vi landede i London Heathrow kl. 20 og derefter gik der ca. 1 time inden vi kom ud af flyet (vi skulle have landet omkring kl. 14), da der var meget trafik for at komme ind til gaten. Vi kom ud af flyet ca. samme tid som vi skulle have landet i Billund, hvis vi havde nået flyet til Zürich og videre til Billund. Alle der ikke nåede deres fly havde de ombooket til andre afgange dagen efter.
Vi fik også nogle nye billetter… men det havde ombooket os med slutdestination i Bruxelles, hvilket jo ikke var helt rigtig…… så vi blev sendt ned og hente vores bagage, og ned og snakke med American Airlines kontor.
Allerede da vi var i Los Angeles havde vi skrevet hjem til Rene ved Team Benns, som ikke havde mulighed for at hjælpe os på daværende tidspunkt, men han havde tjekket at der var en direkte afgang hjem til Billund fra London City airport.
Vi snakkede længe med damen ved American Airlines, som var meget hjælpsom, og til sidst lykkedes det hende at få lov at sende os hjem fra London City. (problemet var noget med at vi skulle flyve med Sun-air, som flyver for British Airways, men de har ikke en samarbejdsaftale med American Airlines). Hun sørgede også for hotel til os, og for at der kom en taxa og hentede os næste dag, og kørte os til London city lufthavnen.

Vi fik fundet bussen ud til hotellet sammen med alt vores bagage og fik tjekket ind på hotellet (kl. var efterhånden blevet 23.30) . Aftensmad var med, så det var vi ned at få inden vi gik til køjs. Anne og Rasmus var så trætte at de faldt i søvn i armene på hinanden. Taxa’en hentede os kl. 06. Det tog ca. 1 time at køre til lufthavnen, men til gengæld fik vi næsten en hel byrundtur, hvor vi både så London Eye, Tower Bridge, Buckingham Palace og Big Ben.
Vi fik lidt morgenmad i lufthavnen, inden vi kunne tjekke vores bagage ind. Så var det bare igennem sikkerhedstjek, som igen skulle tjekke Annes mad, og derefter vente indtil vi fik lov at gå til flyet. Vi skulle flyve med et lille propel fly hjem, primært sammen med dansk forretningsmænd.
Stewardessen var dansk, og vi blev sørget rigtig godt for, med lækker mad, vin og is til dessert.
Alle vores kufferter var også kommet med hjem, og Mettes mor ventede på os. Hun havde trailer med, så vi kunne have det hele. Vi fik en lille eftermiddagslur da vi kom hjem, og til aften have Mettes mor og far bestilt smørrebrød. Slet ikke tosset efter en måned uden en skive rugbrød. Anne havde også savnet sit rugbrød, og spiste 3 skiver rugbrød den dag vi kom hjem med leverpostej og makral. Hendes ynglings pålæg, som ikke har været til at opdrive i USA.

I dag blev vi enige om at kør,e afsted når Anne havde fået morgenmad. Vi havde kun 10 km til Solvang hvor vi så kunne kigge på byen, og finde noget morgenmad et sted. Solvang skal jo ellers forestille at være en “dansk” by i USA, men efter vores mening minder den nu mere om Slesvig i Tyskland. Vi fandt en parkeringsplads til Rv’s, og derfra gik vi ud og kiggede på byen. Der var da også både statue af H.C. Andersen og en vindmølle, og den lille havfrue havde de også. Og ligesom i København stod der også her japanere og fotograferede hende. Vi var inde og kigge på et par “danske” bagerier, og flere af dem havde da også kager og brød der mindede om noget dansk. Vi valgte at gå ind på Paula’s Pancake house og få noget morgenmad… første gang vi har spist morgenmad på restaurant på turen.
Efter et kig i Solvang gik turen nu mod Los Angeles. Undervejs holdt vi også ind i en Walmart for lige af få handlet til sidste aftensmad. Vi valgte at køre igennem “bjergene” til Santa Barbara, og derefter køre på Highway 1 igen ned langs kysten bl.a. forbi Malibu. Her kan man godt fornemme at man køre gennem de riges legeplads. Husene blev større og større, og lå bag store hække og låger, og mange af dem helt nede på stranden.
Trafikken begyndt også stille og roligt også at komme mere af, og det var ikke alle steder at vejbanen var lige stor når vi kom med en ret bred autocamper…. man vil jo nødig ridse en af de dyre parkerede biler.
Vi nåede også til Santa Monica Pier og parkeringspladsen hvor vi havde været i starten af ferien, så nu kan vi sige at vi er hele vejen rundt.
Vi fik også fundet ned til den state Park hvor vi havde reserveret en plads… Dockweiler State Beach Park. En plads der stort set lå på stranden. Da vi var i Walmart købt vi to store bøffer som vi grillede, og så havde vi en masse drikkevarer vi også skulle have sat til livs. Vi gik også igang med at pakke alle vores ting…. der var rigtig mange og det bliver vist en opgave at få plads til det hele.
Vi så solen gå ned over stillehavet nede fra stranden, mens Anne sad og legede i sandet.

Vejrudsigten for her hvor vi er:

Special Weather Statement for Santa Barbara County Central Coast, CA
… AN EXTENDED PERIOD OF UNSEASONABLY HOT WEATHER IS EXPECTED ACROSS MUCH OF SOUTHWESTERN CALIFORNIA THIS WEEK…
(Kopieret fra weather.com) ——————–
Det er åbentbart udsædvanligt, at der er så varmt her nu på det tidspunkt, men vi nyder det og føles os meget heldige med det vejr vi har haft. Et par regn og snebyger er det blevet til, men sammenlagt måske kun en 1/2 dag…. Vi klager ikke!!!

Vi har ikke været ude at køre idag, så vi har slappet af og hygget os. Anne sov en god formiddagslur, selvom indtil flere havemænd gjorde hvad de kunne få at vække hende med diverse græsslåmaskiner. Til frokost gik vi hen til Industriale Eat, hvor vi fik super god (ikke rigtig amerikansk) mad. Se billederne.
Derefter gik vi ned til Avant Wine, hvor vi var vil vinsmagning af vin fra lokal området. Der var bare en masse standere, hvor man så gik hen og trykkede på den man ville smage.
Efter vin smagningen gik vi tilbage til campingpladsen, og Anne faldt i søvn på vejen. Hun sov stadig da vi kom tilbage, så vi lagde os begge to på et tæppe og fik også en lille lur. Efter at vi alle havde sovet, gik vi en tur i poolen, som var opvarmet. Og der var også en dejlig varm jacuzzi, som vi hyggede os i alle 3.
Dagen sluttede vi af med at grille, og drikke nogle af de øl vi købte til ølsmagning den anden dag.

I dag tog vi det stille og roligt fra morgenstunden. Så vi blev på campingpladsen indtil Anne havde sovet sin formiddagslur….. som dog ikke blev så lang som ønskes, da en eller anden hund blev ved med at gø (og Anne elsker hunde).

Vi kørte til Pismo Premium Outlet, så Anne lige kunne få et par større størrelse bukser af nogen vi har fundet ud af er rigtig fine til hende… Og derefter gik turen til Walmart, for at gøre nogle af de sidste indkøb vi skal have med hjem, og lidt andre ting vi manglede. Vi fik også købt mad ind til Anne til flyturen hjem.
Ca. 30 km før vi nåede Buellton fik Rasmus også “lov” at prøve at køre skrumlet/vognen… han har ellers stået for underholdning af Anne og ikke mindst at filme og tage billeder mens vi har kørt. (Han bliver ikke helt så let køresyg som Mette).
Vi fik også fundet Flying Flags campingplads og Rasmus fik kørt vognen på plads. Efter lidt snakket frem og tilbage blev vi enige om at kigge på Solvang når vi kører videre, og så bare slappe af indtil, og se det der er her i byen. Så alle slanger og ledninger blev koblet på vognen. Mette havde hjemmefra fundet ud af at der lå nogle bryggerier og vinsmagningssteder i gåafstand fra campingpladsen. Vi valgte at gå til Figueroa Mountain Brewing Co. Det var et rigtig bryggeri hvor vi stort set fik lov at sidde ved sidden af de 16 store tanke hvor de var i gang med at brygge øl, og der stod da også en og var i gang med at tømme en tank for malt (efter mæskningen). Man kunne købe 4 smagsprøver som vi delte. Mette synes de 3 af dem var okay, absolut ikke den sidste. Det var alle IPA eller Lager øl, så de var ret kraftige i smagen synes hun. Den ene var endda en Danish red lager. Vi købte tre med hjem, en pilsner, en hvede og en ekstra humlet.
Inden vi gik på bryggeriet, var vi ovre og kigge ved Pea Anderse’s soup. Som åbenbart er ret kendt for deres grønne ærtesuppe. De havde endda en hel souvenirbutik med “wannabee”-danske ting, det mindede nu mest om Holland det meste. Mens vi gik der, og jo bare snakkede med hinanden og Anne, kom der fire ældre damer hen til os. Den ene sagde på amerikaner-dansk, at de også var danskere. Alt de boede jo alle sammen her, men var meget stolte af deres danske rødder kunne man mærke. Det viste sig, at tre af dem på torsdag flyver til Danmark og skal til Århus og Randers. Den ene fortalte at hendes far kom fra Tranbjerg, hvorefter vi jo kunne fortælle, at det gør Rasmus også….. de synes de var meget sjovt. Den ene kunne man stort set ikke høre på at hun boede herovre og havde gjort siden 1956, hun snakkede stadig rigtig godt dansk.
Til aften har vi siddet ude, mens vi har haft udkig til et dansk flag på den anden side af vejen.
Vi har stort set kun haft sol i dag, og en ca. 20-22 grader, men det har blæst lidt .

Vi vågnede inde i skoven til morgen, efter en stille nat… ingen larmende mennesker eller generatorer der kørte. Selvom det kunne have været hyggeligt at gå en tur i skoven blev vi enige om at køre afsted i stedet for, da vi kunne se at der var blå himmel.

Det har været en fantastisk tur ned langs kysten. Vi holdt ind rigtig mange gang undervejs i nogle af de små lommer. Vejen er ikke så bred, så det er ikke en tur man lige hurtigt kører i skrumlet, men det gik fint, og af en eller anden grund mødte vi ikke ret mange andre campister. (og det er ikke fordi man ikke må køre der:-)
Et af de steder vi holdt ind fik vi en af denne turs store oplevelser… mens vi stod og så på nogle havoddere der legede i vandet dukkede der pludselig en stor gråhval op, endda ret tæt på land (vi holdt oppe på vejen et godt stykke over vandet), men vi kunne se dem lige så tydeligt. Derefter kom der en stor en mere, og begge havde hver deres unge med…. det var FANTASTISK. Samme sted så vi også en flok delfiner… så et meget heldigt sted vi holdt ind.
Flere af de steder vi holdt ind ned langs kysten kunne vi se havoddere. Tricket er at kigge efter de steder hvor vandet ikke er for voldsomt, og hvor der samtidig er tang. Der ligger de ofte på ryggen og hygger sig i vandet.
Vi holdt også en til siden ved Julia Pfeiffer Burns state park, vi måtte ikke køre ind da vi er 1 feet for lang. Men det vi gerne ville se der, kunne man se oppe fra vejen. Det er et af de få steder hvor et vandfald fra land løber direkte ned på stranden og ud i havet.
Den nordligste del af Highway 1 som vi har kørt på er ret barsk og vejen går op og ned og rundt i skarpe sving. Jo længere syd på man kommer, jo mere flader det ud og bliver til sidst til brede sandstrande. Vi holdt ind på en grusplads et sted, hvor der var lavet en låge i pigtrådshegnet og vi kunne følge en lille sti ned til stranden, hvor vi kunne komme helt tæt på søelefanterne som lå og solede sig. Anne kiggede og pegede meget interesseret på dem.
Da vi var lidt nord for Hearst Castle, holdt vi ind ved et vista point, og her var en endnu større koloni af søelefanter. Der var en fra søelefanternes venner der fortalte, at hver søelefant kun var her 1 måned om året hvor de samtidig er fastende. Hvis de var i vandet, var det fordi de enten var kommet, på vej væk, eller ude for at blive kølet af. Resten af året levede de alene til havs.
Vi havde ikke bestilt overnatning, da vi ikke var sikker på hvor langt vi kunne nå, men havde dog to muligheder. Da vi allerede var ved mulighed et (San Simeon state park) ved 14-tiden, besluttede vi at køre de 90 km videre til Pismo Beach. Her ankom vi omkring kl. 16, og kørte til den state park vi havde fundet hjemmefra. Det var dog lidt for optimistisk at tro man kan få plads der (parken ligger helt ud til stranden), en lørdag eftermiddag. Vi havde dog heldigvis tjekket hjemmefra, at der også lå en alm. campingplads ved siden af, og de havde plads til os. Vi fik en fin plads, med full hookup, hvilket var rigtig fint, da både computer og kamera var ved at løbe tør for strøm, og med internet, så vi igen kunne få opdateret bloggen og tjekket lidt andet forskelligt (og ringet hjem over Skype).
Sol og lidt skyer, men også blæsende. Dejligt i lå, men en kold vind. Solnedgang over Stillehavet.

I dag prøvede vi noget nyt…. vi vågnede til regnen der trommede op taget af vognen. Turen idag er på ca. 65 km, så der er tid til at kigge lidt på Monterey inden vi kører videre ned ad Highway 1, så derfor gjorde det ikke helt så meget at det regnede. Mette havde læst hjemmefra at Monterey Aqaurium også skulle være et besøg værd, så vi besluttede at tage ind og besøge det, når vejret nu ikke var i top. Det nåede dog at blive tørvejr inden vi nåede derind. Kl. var ikke så mange, så der var heldigvis ikke så mange biler endnu, da vi jo skulle have fundet en plads at parkere skrumlet. Vi fandt en betalingparkering 1 blok fra akvariet, hvor vi godt nok skulle betale dobbeltbillet, men til gengæld kunne vi rimelig nemt både komme ind og ud. Vi kiggede først lidt på byen, som er super charmerende. Restaureret så det har beholdt sin charme fra den tid hvor det var en fiskeriby.
akvariet var rigtig fint og havde nogle akvarier, hvor de bl.a. havde en stor klumpfisk. Anne var helt vild med at kigge på fisk, og blev rimelig sur når vi ville tage hende med videre. Akvariet lå helt ud til/i vandet, og havde lavet et observationsdæk hvor de også havde sat et par kikkerter op.
Her så vi for første gang havoddere der lå og hyggede sig på rygge i vandet. Vi så også sæler (tror vi det var) eller søløver.

Efter vi havde været i akvariet, gik vi på Cannery Row Brewing Co. og spiste frokost. Rasmus fik pulled pork burgere og fish’n chips, og Mette fik tre sliders (små burgere) og Ahi Tuna… Anne fik dobbelt butter kartoffelmos. Der kom et andet ung par og sad ved siden af os, som havde en dreng der var lige så gammel som Anne, og de sad vældig og kiggede og pegede på hinanden. Da vi skulle ud igen kom der en ordentlig byge, så vandet nærmest løb i floder langs kantstene.
Vi kørte ud af byen (da alle andre også gjorde), og ned ad Highway 1.Vi holdt ind et par gange undervejs for at fotografere. Bl.a. ved Bixby Bridge.
Vi havde reserveret plads på Pfeiffer Big Sur state parks campground, og fik en fin plads inde i skoven. Man kunne godt fornemme at der var kommet vand, da det var helt regnskovsagtigt.
I Las Vegas arvede vi noget brænde af nogle tyskere der skulle flyve hjem, så her til aften tændte vi bål og sad ved indtil det begyndte at dryppe igen.

Anne synes af en eller anden årsag at vi skulle vækkes kl. 04 til morgen, det synes vi ikke helt, så vi blev dog liggende, selvom hun ikke var helt tilfreds med at vi ikke lige gad og underholde hende. (Hun fik endda lov at ligge i smørhullet).
Så allerede da kl. var omkring 7 forlod vi campingpladsen. Da der ikke var ret mange andre vågen på dette tidspunkt, var der god plads til at vi kunne holde ind forskellige steder og få tager nogle billeder. Der gik også indtil flere Mule Deer rundt.
På vej ud af dalen, kørte vi ad vej 140 i vestlige retning, da vi kom hertil kom vi syd fra. Vej 140 er lidt større og med ikke helt så mange sving, men ikke på nogen måde lige. Der var da også et sted hvor der kun var et spor (reguleret af et lys), da der på et tidspunkt har været et jordskred.

Da vi jo havde været tidligt oppe, og vejen trods alt svingede godt og vi kørte ned i højden igen, lykkedes det alligevel Mette at blive lidt køresyg selvom det var hende der kørte. De to andre sad også og småsov. Så efter at have holdt ind, og Mette fik hvilet en halv time, var en frist igen til at køre videre.
Vi er nu kørt ud af bjergområdet og er kommet ned hvor der er fladt, så her dyrker de rigtigt markerne. Vi holdt også ind et sted og købte nogle jordbær og appelsiner, og Rasmus fik en friskpresset appelsinjuice. Og som det kan ses på et af billederne, gik Anne også igang med posen med jordbær, og fik da også smagt på indtil flere af dem
Vi er også kommet gennem Salinas, som de kalder “Salathovedernes hovedstad”.
Vi havde fundet en stats park, vi ville prøve at få plads på, og der var også fin plads da vi kom. Den hed Laguna Seca, og lå lige ved siden af en Mazda’s racer bane (der skal være løb d. 2-6 maj). Pladsen kostede $35 inkl. vand og el. Der var meget roligt, med undtagelse af den skydebane der lå lige i nærheden. Pladsen ligger ca. 20 km fra Monterey.
Vejret i dag har budt på sol og ca. 20 grader, dog trak det lidt sammen til aften og blev køligere og lidt blæsende.

Anne vækkede os igen i dag, så vi kunne komme op og få noget ud af dagen. Så kl. 8.30 var vi afsted på første gåtur. Vi gik op til Mirror lake. Her var en fantastisk udsigt med bjergene der spejlede sig i det stille vand. Da vi var kommet tidligt afsted, var der ikke så mange andre mennesker, så der var stille nok til, at vi så nogle Mule Deer (hjorte) der gik over vejen lige foran os. Bjørne så vi (desværre) ingen af. Efter at have kigget færdige ved Mirror Lake gik vi tilbage af…. hvordan vi blev enige om, at det var en super idé at tage hestesporet tilbage, vides ikke….. men det var det IKKE. Vi havde Anne med i klapvogn, og stien var bestemt ikke egnet til den, så meget at vejen måtte vi bære både hende og vognen. Vi skød dog genvej et sted og kom ned på “klapvogns”-stien igen.

Da vi kom tilbage var det frokost tid, og vi fik frokost ved autocamperen inden vi fortsatte på vandretur. Næste tur gik til Vernal Falls. Vi kunne gå til det fra campingpladsen (North Pines), og det første stykke var bare ad asfaltvejen, inden det blev til en sti der gik op langs floden. Derefter begyndte det ellers at gå stejlt op ad. Undervejs blev Anne træk, og tog sig en lur på ryggen af Rasmus. Vi nåede op til “Brigde at Vernal Falls”, men blev enige om at gå lidt længere så vi ordentlig kunne se vandfaldet. Efter broen blev stien lidt stejlere, og til sidst blev det til klippe trappetrin det sidste stykke op ad Mist Trail. Efter at have set vandfaldet og blevet kølet lidt af i støvet fra vandet, gik vi ned igen, men valgte nu at tage den gratis shuttlebus… det kunne efterhånden godt mærkes lidt i benene. Vi tog hen til Yosemite Village, og fik handlet lidt, og så delte vi en is…. til stor glæde for Anne, og især de mennesker der sad omkring.
Derefter tog vi shuttlebussen videre til Yosemite Falls, og fik også set det vandfald, og så var vi alle ved at være godt trætte.
Da vi kom tilbage fik Anne kartoffeltern og oksekødspølser, til stor glæder for hende, da det var noget hun kunne få lov at spise selv. Vi har fundet en pose med frosne kartoffeltern som bare skal steges på panden, og det er lige noget for hende.
Igen har vi været heldige med vejret, for selvom det haglede/regnede lidt i går, så har vi idag haft sol fra en skyfri himmel, og ca. 15-20 grader.

I dag vågnede vi til nogle lidt tunge skyer, og under morgenmaden begyndte det da også at dryppe. Vi fik pakket sammen og kørte mod Yosemite national parken ca. 70 km væk, dog ad nogle meget snoede veje, så det tager lidt tid at køre her med ”skrumlet”. Lige efter indgang til parken tog vi en ekstra lille tur på 2 miles op til Maripose Grove, hvor der er nogle kæmpe Sequoia træer. Vi er heldig at ”skrumlet” alligevel ikke er større, for vi måtte lige præsic køre ind. Vogne større end 25 feet måtte ikke køre derop, så det er jo heldigt at vores lige præsic er det. Det passede da også med at vi kunne være på en parkeringsplads uden at stikke for langt ud med bagenden. Det småregnede lidt da vi kom dertil, så på med regnjakken og ud at kigge. De er bare kæmpe de træer, både i højde og bredde. I mens vi gik og kiggede, blev regnen til hagl/sne, men inden vi nåede tilbage til vognen efter at have gået og kigget lidt, var solen begyndt at kigge frem….. vejret skifter hurtigt. Det var også første gang i de 3 uger vi har været væk hvor vi rigtig har måttet have vinduesviskeren i gang… så vi skal vist ikke klage.

Efter Mariposa Grove, gik turen nu videre mod Yosemite
Valley. Vejen er fin, dog med mange sving, og rækværk og asfalt udenfor den
hvide stribe er ikke noget de gør i. Dog har de lavet nogle ”Turnouts” en gang
i mellem, hvor vi har mulighed for at køre ud og lukke alle de bagved kørende
biler forbi. Ved en af turnouts’ne vi holdt ind på, gik der lige 4 hjorte i
grøften, så dem kunne vi jo kigge på mens alle de andre kørte forbi os i mens.

Vi kom til Tunnel View, efter at have kørt igennem en
tunnel, hvor der var mulighed for at holde ind og få det smukkeste udsigt ud
over Yosemite dalen. Der er om sommeren også mulighed for at køre op til et
andet udsigtspunkt, som hedder Glachier Point, men det var lukket i dag pga. sne
og is. På et tidspunkt var vi også så højt oppe, at der begyndte at ligge sne i
vejsiden.

Da vi kom ned i dalen holdt vi ind et par gange for at
fotografere. Anne opdagede ikke noget, hun sov fra vi kørte fra Mariposa Grove.
Vi kørte hen til Visitor Centret, og forsøgte at få noget at vide om nogle gode
vandreruter, men i modsætning til alle de andre steder, så var hende her ikke
så god til at fortælle noget, men vi fik da et kort hvor hun satte et par
streger på. Hun var dog også kun frivillig, og ikke parkranger som de ellers
har været dem vi har snakket med.

Vi fik også fundet campingpladsen og vores, og fik noget
frokost. Rasmus og Anne gik en tur, og Mette tog sig en lille lur….

Når vi holder på den her plads, skal alt mad og drikkevarer
låses inde i den bagerste del af bilen, og vi må heller ikke have noget til at
ligge ude i førerhuset pga. bjørne. Havde vi boet i telt, skulle alt låses i
nogle bjørnesikrede skabe som står ved hver plads.

Der er igen blevet lidt køligt, men efter vi kom til
Yosemite Valley er det klaret op, og solen har skinnet.

Efter at have boet på en fin campingplads, der dog havde en godstogbane lige ved siden af, hvor der også kører tog om natten, kørte vi nu videre nordpå. Vi havde fundet ud af, at der lå et lidt mindre outlet ca. halvvejs på dagens strækning, og det kom til at passe med at Anne vågnede fra formiddagsluren lige inden vi var der. Så nu fik vi handlet lidt mere, i et knap så hektisk outlet end dem i Las Vegas…. lidt mere os. Efter endt shopping fik vi frokost ved vognen, og derefter var Mette lige et hurtigt smut i Walmart og så handlet det vi manglede, primært mælk, sodavand og bleer.
Derefter gik det videre af motorvejen nord på. Naturen har fuldstændig ændret sig siden ørkenen igår, nu er der helt fladt, og tror aldrig vi har set så mange kæmpe vinmarker og store marker med frugttræer og nøddetræer. Der er stadig ret varmt, nok omkring de 30 grader, dog begynder det at skye lidt til.
Da vi nåede Fresno drejede vi fra mod Yosemite, og vejen begyndte at blive lidt mindre, og lidt mere bakket landskab med klipper. Rasmus så nogle dyr, vi ikke ved hvad er for nogle, men hans beskrivelse af dem lød : “det ligner kaniner der sidder på bagbenene, og har en lang hale”.

Vi nåede frem til campingpladsen, som var bestilt og betalt hjemmefra. Vi har dog ikke internet på pladsen, da det er gået i stykker efter sidste uges snevejr!!! Så vi er i stedet gået på Starbucks, og få et par Frappacino’er (blendet is kakao drik) mens vi låner deres internet. I morgen går turen helt ind i Yosemite dalen til endnu en naturcampingplads.

Vi startede dagen med bare at slappe lidt af på campingpladsen. Vi kom sent frem i aftes og skal først tjekke ud af campingpladsen til middag. Så vi hyggede lidt, fik ryddet op, og gjort lidt rent, og Anne fik sovet til formiddag i sin klapvogn… dejligt for hende at få en alm. lur i ro og fred i skyggen af vognen.

Efter vi kørte fra campingpladsen, kørte vi over og kiggede på Peggy Sue’s 50’s Diner. En gammel diner fra 1954, som stadig kører. Souvenir butikken var ikke meget andet end turistfælde-souvenirs, mens den gamle diner stadig var rigtig fint, og ikke blevet pyntet siden den gang, men stadig holdt i lidt brune farver. Vi snakkede om, at spise frokost der, men da der var ventetid på 25 min, gad vi ikke det. Udenfor holdt der flere gamle fine biler som folk kom kørende i til stedet.
Derefter kørte vi til Calico Ghost Town 3 miles væk. En gammel mine by, som nu mest er til for turister… men der er stadig en masse gamle fine træhuse, så man kan godt fornemme hvordan det har været den gang det gik rigtig god med at finde sølv i minerne. Selvom vi kørte en smule op ad for at komme hertil, og byen ligger lidt op ad en bakke, så var der bare helt vildt varmt, et stykke over de 30 grader gætter vi på. Vi har ingen termometer i bilen, men i dag føltes bestemt varmere end nogle af de andre dage…. men det er jo selvfølgelig også ude i ørkenen.
Efter at have kigget på den gamle mineby, gik turen videre vestpå mod Bakersfield. Det vil være synd at sige, at de først 140 km var spændende. Dog kom vi igennem en bydel, hvor man igen kunne se, at ikke alle har lige mange penge herovre, men ellers var det bare flad vej og ørken. Vi kom forbi Mojave Air and Space Port, hvor der stod en hel masse gamle fly sendt til skrot, og fandt senere ud af, at det også er et sted hvor bla. Flightplan, Die Hard 2 og Mythbusters har filmet. Indtil ca. 60 km før vores næste campingplads havde det bare være lidt transport, men derefter nærmede vi os lidt små bjerge/bakker, som vi kørte op i mellem, og da vi kom op og det blev fladt igen, var der lige pludselig grønne marker, hvor hestene gik og græssede. Videre blev det mere og mere noget vi måske ellers ser i Østrig, så et meget markant skift lige pludselig…… men meget tiltrængt efterhånden. Det gik ned ad bjerget igen mod Bakersfield, og lige pludselig var der fladt, og ene af grønne marker hvor de bla. dyrker appelsiner og druer til vin.
Vi havde fundet en campingplads hjemmefra, så det fandt vi. Der sad en “bedstemor” i receptionen, som næsten ikke havde tid til at tjekke os ind, fordi hun havde så travlt med at snakke med Anne, og fortælle hvor sød hun synes hun var. Meen vi fik en rigtig fin plads, og fik endda lidt rabat via FDM (AAA). Vi grillede til aften og spiste aftensmad udenfor….. her er der et skønt vejr, lunt og ikke rigtig noget vind, så det gjorde også muligt for den lille kolibri at flyve helt hen ved siden af Rasmus og stå stille i luften. Og så er der grønt her, både med træer og græs…. noget Mette ihvertfald var ved at savne lidt….. efter lidt over 2 uger i “ørken” kan man godt blive lidt træt af sand!!!!

Så er et par gode, men lidt hektiske dage i Las Vegas gået, og turen går nu videre vest på, for derefter at gå nord på. ( vi skal lige forbi en bjergkæde inden vi kan komme nord på). Efter at have forladt campingpladsen hørte vi hele vejen ad “The Strip”, vi er faktisk stadig i tvivl om vi måtte, men vi blev ikke stoppet så det var vel det vigtigste. Da vi var ved at være forbi alle de store hoteller kom vi også forbi det kendte skilt, som vi jo så kun kunne fotografere fra bagsiden.

Derefter var det en tur i Premium Outlets – South. En noget mere behagelig oplevelse at skulle parkere der. Vi fandt en dobbelt plads ved siden af et træ, hvor vi kunne sidde i skyggen og få frokost, inden den stod på shopping. Anne synes shopping er sjovest, når man kan få lov at sidde foran de store spejle de har i butikkerne.

Da kl. nærmede sig 16, blev vi enige om at det vist var ved at være tid til at komme videre, og vi havde da også fået købt lidt. Vejen videre fra Las Vegas er lang, midt i ørkenen og lidt til den kedelige side. Vi nåede frem til KOA Calico omkring kl. 18.30, Anne fik noget aftensmad og blev puttet. Da hun var faldet i søvn satte vi os udenfor og grillede, det var dejligt vejr, og på det tidspunkt vidste vi heldigvis ikke at det var nogle ret store (ca. 30 cm) leguaner på pladsen.

I dag har vi til at se lidt mere på Las Vegas, dvs. det var ihvertfald vores plan hjemmefra, og den holdt da også, måske bare ikke helt på den måde vi havde tænkt. Vi har jo været så “heldige” at få en ældre autocamper, så den har kørt så meget, at den nu skulle ind og have skiftet olie, så vi måtte ned og have det skiftet ved Cruise Americas udlejningskontor i Las Vegas. Nu da vi var der, kunne de jo så også ordne de andre ting vi havde døjet lidt med. Da vi kom var de heldigvis klar til at tage imod os, selvom vi kom sammen med en masse andre. Så selvom vi havde en hel liste vi gerne ville have ordnet, så var mekanikeren heldigvis rimelig effektiv, så ca. 45 min tog det ham og skifte olie og ordne alle de ting vi havde påpeget. Så kunne vi køre tilbage til campingpladsen igen. Vi blev dog enige om at køre i et af de store outlets (det er det man laver om dagen, når man er i Las Vegas). Mette som kørte, missede godt nok en afkørsel på et tidspunkt, da der var lidt mange biler og tre afkørsler nærmest samtidig. Det gjorde til gengæld at vi kom ud og se en af de knap så pæne dele af Las Vegas, hvor de hjemløse nærmest lå på ræd og række (måske der var et sted, hvor de kunne få mad, for de lå alle sammen inden for kort afstand). Vi kørte op til Premium Outlets – North. Øhhh, det er ikke det outlet man skal køre til hvis man gerne vil parkere med sin autocamper…. mange biler og taxa’er, ikke så meget plads, og stort set kun parkeringshuse, som vi ikke lige forsøgte os med at komme ind i. Vi blev enige om at det vist var bedre at køre tilbage med vognen (ca. 3,5 km), og tage en taxa i stedet.
Efter et par timers shopping, tog vi tilbage til campingpladsen.
Da vi nu er i Las Vegas, har set “The Strip – Las Vegas Boulevard” og alle tre er med ny garderobe, var næste punkt på “must see/do-listen” for Las Vegas vel at blive “gift” (igen).

Spøg til side… Vi havde hjemmefra snakket om, at det kunne være sjovt, at forny vores “bryllupsløfter” i Las Vegas, og at det kunne være en god måde at fejre vores 5 års bryllupsdag (om 1,5 måned), og siden vi blev gift har vi jo også fået Anne, som nu også næsten har været med til sine forældres bryllup. “The minister” (præsten) holdt en tale som var overraskende god (vi havde ikke regnet med han ville holde en overhovedet), hvor man lige blev mindet om de ting der er vigtige i et ægteskab. Anne klarede det så fint, og lyttede/kiggede interesseret med. Las Vegas bryllup eller ej…. Det var en dejlig oplevelse for os!!!
Da vi gik derfra blev Anne træt, og da hun faldt i søvn i klapvognen, kunne vi gå en tur op ad “The Strip”. På vejen tilbage købte vi en pizza som vi nød ud foran autocamperen da vi kom tilbage.

Turen ud af Zion var rigtig fint, noget mere grønt end vi
har været vant til, men efter nogle kilometer kom vi ud af dalen, og så var der
igen sand og tørt.

Det er rigtig dejligt at køre herovre, for selvom vi i dag
er kommet igennem et meget langt vejarbejde, hvor der kun var et spor i hver
retning, så er de bare rigtig gode til at flette ind så der ikke bliver kø.

Vi nåede til Saint George, som er det første stor by område
vi har mødt længe, så nu var det tid til at få tanket op i Wall Mart. Det kan
godt tage et par timer at få handlet og fundet alle de ting man mangler. Da vi
kom ud med vores godt fyldte vogn, og da vi er næsten henne ved vognen, kommer
der en rigtig amerikansk ”housewife” i sin alt for store firhjulstrækker, og
køre lige ind i vores sidespejl. Hun ramte det heldigvis i den rigtige retning,
så der skete ikke noget, og hun holdt da også ind og kom over bagefter, og vi
har fået nummer på hende hvis vi får problemer når vi aflevere autocamperen
igen.

Derefter gik det meget ligeud og det blev mere og mere
fladt, og til sidst kunne vi skimte Las Vegas i horisonten. Meget mærkeligt
sted at lægge så stor en by. Vi fik fundet campingplads…. Godt vi har en god
GPS med, for lige pludselig var det meget trafik igen og 5 sporede motorveje.
Vi har fået en rigtig fin plads, hvor der er lidt græs til Anne at ligge på, og
et par træer til at give skygge. Efter noget aftensmad gik vi en tur ad ”The
Strip”. Der er masser af glimmer og lys, men stillet rigtig flot an ved de
forskellige hoteller. Vi gik op for at se det store springvandsshow ved
Bellagio. Vi nåede og så 2 shows, og det er virkelig imponerende og flot. Da
det var lidt sent, var Anne blev puttet i klapvognen…. Utroligt hun kunne sove
i den larm. Inden vi var tilbage på campingpladsen nåede kl. at blive 00.30,
men så var fødderne også meget ømme… Vi nåede også lige et smut på en meget
ineffektiv McD.

Anne vågnede lidt tidligt i dag, eller dvs. hvis vi kører efter Utah tid var det måske ikke så slemt alligevel, men hun kom nu op til os og hygge lidt i sengen alligevel inden vi stod op. I dag skal vi ikke ud og køre, så vi nød bare at have en stille og rolig formiddag, og Anne kom ud og sov til formiddag. I mens hun sov, pakkede vi rygsækkene og gjorde klar til at tage på tur, så vi var klar når hun vågnede.

Vi gik ud til vejen og tog den gratis shuttle bus hen til Visitor Centret, hvor vi skiftede til en anden shuttle bus, som kørte os op igennem Zion Canyon. Turen ind til man ikke kan komme længere tager 40 min. Vi tog op til det øverste punkt og startede med at gå en lille tur langs floden.Vi vandrede et stykke ud og samme vej
tilbage. På vejen tilbage til shuttlebussen holdt vi frokostpause ved floden.
Der kom også et lidt nærgående egern, der synes den ville spise sammen med os.
Faktisk var det Anne der opdagede den, og pegede og sagde lyde, så vi vendte os
og opdagede den.

Derefter gik vi tilbage til bussen og tog den til Weeping
Rock, hvor vi gik en lille stejl tur på ca. 1 km, og kom op til et sted hvor
vandet hele tiden drypper ud over en stor klippe, og hvor man kan gå ind bagved
vandet. Vi gik tilbage og tog bussen et stop længere ned til The Grotto,
hvorfra vi så vandrede ned til Zion Logde. Det var en rigtig god tur, på en fin
vandresti, hvor vi kom forbi Lower Emaralds Falls. Et vandfald der også kommer
ud over en stor klippe, og hvor stien også går bag vandfaldet.

Derefter gik vi til Zion Lodge hvor de havde en dejlig stor
græsplæne vi kunne sidde på….. det er meget længe siden vi har set så stor og
grøn en græsplæne, så Anne nød også at kunne få lov at ”kravle” lidt rundt. Vi
hørte faktisk to andre hold danskere i dag.

Rasmus hentede is, og vi nød dem i solen.

Anne sige tak for is til Mormor og Morfar!!

Vi tog bussen til Visitor Center og skiftede til en anden
bus der kørte ned til vores campingplads. Dejligt nemt med de busser, så vi
ikke skal ud og finde parkering til ”skrumlet”, da der har været rimelig mange
besøgende her i Zion.

Tilbage på campingpladsen hyggede vi os, og fik noget
aftensmad og derefter blev Anne puttet. Anne sover med en ekstra madras og
voksiposen i sin klapvogn, og så står hun bare i klapvognskassen på gulvet i
vognen…. Det går rigtig fint.

I morges havde vi vækkeuret til, for at kunne komme op og se
solopgang og Bryce Canyon. Både Anne og Mette havde lidt svært ved at komme op,
men der var også lidt koldt i vognen. Dog ikke så koldt som natten før, men
stadig koldt, og man kan godt ligge længe og tage sig sammen til at gå på wc,
for der er virkelig koldt derude.

Vi kørte af sted inden det rigtig var blevet lyst, og der
hvor vi skulle dreje ned til Sunrise Point, stod der lige en flok hjorte og
græssede. Vi kom også hen til kanten, og så solen stod op…. Det var møgkoldt,
og vi fandt ud af, at Anne måske har brug for lidt længere tid til at vågne om
morgenen, inden hun bliver hevet ud i kulden…. I hvert fald synes hun ikke det
var særlig sjovt at skulle se solopgang, det hjalp dog da vi kom tilbage til
vognen, og hun fik lidt morgenmad og tid til at vågne ordentligt.

Vi kørte til Red Canyon og spiste morgenmad der, og derefter
videre mod Zion National Park som ikke er så langt væk. Turen i dag er på kun
ca. 130 km. Ved indgang til Zion står et skilt om, at stor biler skal betale
$15 ekstra. Vores er en stor bil, og det er simpelthen fordi man skal igennem
en tunnel, hvor vi skal køre midt på vejen for at kunne være der i højden.
Derefter bliver de nødt til at stoppe alt modkørende trafik mens vi kører
igennem. Det gik fint med at komme igennem… ingen buler. Inden tunnelen havde
vi kørt igennem en smal dal, med bjerge op på begge sider…. Den mindste vej vi
har kørt på endnu, og man skal da også lige tjekke, at siden af campingvognen
ikke kommer for tæt på de klipper der er i vejsiden. Efter tunnelen stod det på
indtil flere hårnålesving, for at komme ned i dalen. Rækværk er ikke noget de gør så meget i, men
de har da sat lidt sten hegn op der hvor det er mest nødvendigt. Det er gået
fint med at køre, og vi har bare taget det stille og roligt, lige som alle
vores medbilister stort også gør.

Vi bor på Zion Canyon Campground lige uden for parken, da vi
ikke havde mulighed for at bo på campingpladsen i parken, men så kan vi også få
tanket nyt vand på, og tømt diverse tanke, og så er det også rart med lidt
internet.

Inden aftensmaden gik vi ned i byen for at handle. Det er en
rigtig charmerende lille by Springdale. Stadig turistet, men gjort på en rigtig
pæn måde.

Har haft sol og skyer i dag. I morges var det koldt, men
efter vi er kommet til Zion er det blevet lunt igen, og ca. 22 grader.

Det har været møgkoldt i nat. Den her stålkasse af en
motorhome holder ikke meget på varmen. Så vi har måtte helt ned under dynen,
selvom vi stort set sov med fuld tøj på. Anne har også stået i sin
klapvognskasse og sovet i fodenden af vores seng, så vi var sikre på at kunne
holde øje med hun ikke fik det for koldt, eller smed dynen, ja og så er der
også bare rigtig koldt på gulvet hvor hun ellers plejer at stå og sove. Nå, men
det lykkedes til sidst at varmen, og vi er vågnet op til en dag med fuld sol,
dog koldt i skyggen, men solen har meget magt.

I går da vi var i visitor centret gav ranger’en os en kort
over parken, og foreslog os en gåtur ned gennem klipperne, og fortalte også
hvilken vej vi skulle gå, for at det var mindst hårdt…Rasmus har jo Anne på
ryggen i en bærerygsæk, så han har jo lige ca. 10 kilo ekstra at slæbe på.

Vi kørte op til Sunrise Point, hvor turen startede fra. Det
var en utrolig smuk tur, med masser at muligheder for at tage flotte billeder.
Stien var godt afmærket, og det var nemt at finde rundt på den rute han havde
anbefalet os. Undervejs holdt vi frokostpause lidt væk fra stien, rigtig
hyggeligt, og Anne sad selv og spiste sine tunmadder. Hun var egentlig ret godt
tilfreds med at sidde i bærerygsækken hele turen rundt, og de få gang hvor det
kneb lidt, kunne hun stilles tilfreds med at få en kiks, som hun jo
selvfølgelig glædeligt viser til alle vi går forbi. Turen rundt var ca. 5 km,
og med pauser og det hele tog det ca. 3 timer. Det skal lige siges, at det
sidste stykke var stejl opstigning i hårdnålesving.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, slappede vi at i solen
og Anne tog sig en lur i barnevognen. Da hun vågnede kom hun ned og lege på sit
tæppe, mens vi gjorde klar til at grille. Vi har til natten sørget for, at få
tændt varmen en gang i mellem, så vognen forhåbentlig ikke bliver så hurtigt
kold.

Vi har ikke set en sky på himlen i dag, hvilket har været
dejligt, især da der nok kun har været en 10-15 grader….. dog meget passende
temperatur til at vandre i.

I dag vågnede Anne ca. som hun plejer, men vi var så blevet
enige om, at vi ville køre efter hun havde fået morgenmad, og så kunne vi spise
undervejs (morgenmadsburgere). Tror også vi var de første til at forlade
pladsen ved Lake Powell, det var stort set kun hundeluftere vi mødte.

Det der er meget specielt her i det vestlige USA er, at
selvom man skal køre nogle meget øde stræk, og nogle gange mange kilometer, så
skifter naturen rigtig tit. Det kan være spændende hvordan det ser ud bag det
næste vejsving, eller den næste bakketop. Landskabet i dag startede ud med at
være lidt ørkenagtig, men senere blev der flere knæhøje træer, og da vi nåede
til Bryce Canyon, var der store nåletræer.

Inden vi nåede derop, virkede det dog som om vi kørte ind i
cowboyland, og mere ud af indianerland. Husene begyndte at se lidt pænere ud,
og det virkede generelt som om folk her har lidt flere penge. Vi er begyndt at
se mange flere bjælkehuse. Da vi nåede det område hvor der stille og roligt var
mere vegetation, begyndte de også at skilte mod hjorte, og der gik heller ikke
længe før vi så de første der stod bag hegnet (hegnet så de ikke løber på tværs
af vejen). Vi så flere hjorte ad et par omgange og også et par vilde kalkuner,
og derefter nåede vi til byen Kanab. Det var tid til at få tanket, og da kl.
stadig ikke var ret mange og det var søndag, var der ikke ret meget liv i byen
endnu. Det så dog ud til at være en rigtig hyggelig by, og slog sig da også op
på at være en ”Wild West city”, og den havde også rigtig meget charme og mange
af husene lignede virkelig noget fra den vilde vest.

Efter Kanab begyndt det stille og roligt at gå op gennem en
lille dal, med vand rindende ved siden af vejen og endda træer, hvor nogle af
dem var sprunget ud, og igen fornemmer man at folk har lidt flere penge til at
bygge nogle lidt pænere huse. Selvfølgelig er der også nogle, der ligner de kan
blæse omkuld, hvornår det skal være, men sådan er det vist alle steder.

Inden vi nåede Bryce Canyon, kom vi også igennem Red Canyon,
hvor naturen lige rundt om hjørnet skifter fra halvgrønne marker, til røde
klippeformationer.

Derefter nåede vi Bryce Canyon og North campground, som er
national parkens campingplads. Vi havde hjemmefra fundet ud af, at det var en
først-til-mølle plads, så det var også en af grundene til at vi kørte tidligt
til morgen. Vi skulle selv registrere os, og putte $30 for to nætter i en
kuvert og i en postkasse. Det viste sig senere, at det var godt vi var kommet
så tidligt og havde fået indtaget os en plads, for campingpladsen blev fyldt
begge de dage vi var der, og folk begyndt allerede og køre rundt og lede efter
pladser fra om eftermiddagen, men vi var kommet før middag, så vi havde endda
nogle at vælge i mellem.

Vi havde set på vejrudsigten, at der var risiko for nedbør,
men at der i morgen skulle blive rigtig fint vejr. Efter vi havde fået stillet an på vores
plads, gik vi en tur ned til visitor centret, og det foregik i snevejr. Meget
mærkeligt når vi dagen før sad i solskin og spiste aftensmad udenfor. Vi troede
vi kunne hæve penge til campingpladsen i visitor centret, men det kunne vi
ikke. Så i stedet måtte vi en tur ud af parken igen og hæve penge, og da vi jo
alligevel var ude at køre, kørte vi til Inspiration Point, og kiggede ud over
flotte Bryce Canyon. Vi kiggede dog ikke så længe, for det var møgkoldt, og
Anne og Mette hader stormvejr, så vi kørte tilbage til pladsen, fik en kop varm
kakao, og kiggede på det lille Chipmonk
(Chip og Chap), som legede lige uden for vognen.

I dag skal vi blive her på campingpladsen med udsigt over Lake Powell. Inden Anne skulle have sin formiddagslur gik vi op og fik sat noget vasketøj over, det er efterhånden tiltrængt, da Annes tøj ikke er rent mere end ca. 1/2 dag, da hun altid lige skal ud og tjekke jorden de forskellige steder vi kommer hen. Det koster $1 at vaske og 50 cent at tørretumble, så det er meget overkommeligt. Der har endelig også været noget ordentlig internet, så vi er blevet opdateret lidt på det hele, og Mette fik ringet hjem over Skype.

Vi fik endelig også fat i en der vidste noget/og kunne gøre noget ved Cruise America. Vi ringede til dem flere gange i går, men hver gang ville de ringe tilbage, og vi kunne ikke nå at tage den inden den gik på tlf svarer. Vi kører i et lidt ældre motorhome, så flere ting er lidt slidte, hvilket ikke gør noget hvis det virker. Dog nævnte vi lige da vi ringede, at vi har måttet skrue mikroovnen bedre fast og håndtaget til toiletdøren. Grunden til vi ringede til dem er, at bilen begyndt at sige at den skulle have skiftet motorolie, ja og så har vi flere gange haft noget vand på gulvet, som så åbenbart er fra vandtanken, kunne damen fortælle (godt det ikke er fra toilettet). Vi aftalte med Cruise America damen, at det er okay at vi kører videre til ind til Las Vegas, og der skal vi så ringe til dem igen. Der har Cruise America nemlig et udlejningskontor hvor de vil kunne kigge på de forskellige ting.
Efter at have snakket med Cruise America ringede Rasmus til Antelope Canyon Slot Tours, som vi havde fået anbefalet af ranger’en i receptionen. De havde plads til os på en tur kl. 13, så det meldte vi os på. Turen kostede $36, og Anne var gratis, vi skulle bare have en autostol med til hende.
Vi skulle møde op inde i Page, hvor vi så blev kørt i firehjulstrækkere ud til Antelope Canyon. Anne og en af os sad inde i bilen, og den anden sad på det overdækkede lad på bilen. Derefter kørte vi ud og byen og ind i et Navajo reservat, og derefter videre igennem en masse sand til vi nåde til Antelope Canyon.
Billeder beskriver vist bedst Antelope Canyon, men noget helt særligt og utroligt smukt er det.

Vi har haft en blanding af sol og skyer, og shorts og kortærmer vejr, dog har det blæst op en gang i mellem, når der er kommet en sort sky, men vi har endnu ikke fået en regndråbe på turen.

Vi stod tidligt op idag, faktisk havde Rasmus sat vækkeuret så vi kunne komme op og se solopgang. Vi vågnede da også, så vi kunne nå at se det. Vi fik også listet os ud uden at vække Anne. Nu var vi bare spændte på, om vi kunne se solen, da vi bor ind mellem nogle klipper og kun kan se nogle af “monumenterne” fra campingpladsen. Men vi var heldige, for solen stod op så vi kunne se den fra pladsen. Lige da solen kiggede op over horisonten, vågnede Anne også, så idag stod hun op sammen med solen.

Solen blev dog hurtigt så skarp, at vi ikke kunne kigge på den, så vi gik i stedet for ind og fik noget morgenmad. Derefter var vi alle sammen ved at trænge til et bad, især Anne som hver gang vi holder et ny sted lige skal se om sandet også kan støve her….. og det har det kunnet alle steder, så der skal også snart vaskes tøj. Der var indendørs pool på campingpladsen, så vi var alle tre lige nede og svømme.
Vi kørte fra pladsen, og ud til Navajo Tribal Park, hvor vi kunne komme til at tage de kendte billeder ud over Monument Valley.
Derefter kørte vi tilbage af mod Page og Lake Powell. Vi skulle ca. 80 km tilbage af den samme vej, men heldigvis var det et fint stykke, så det var okay at se 2 gange. Det var heldigvis heller ikke noget af det værste vej. Flere at vejene er simpelthen så ujævne, at det kan være svært at snakke sammen, hvis vi ikke begge sidder i førehuset.
Vejen mod Lake Powell var også fin, men til tider var der noget øde, og nogle meget lige veje. På et tidspunkt kørte vi først 6 km ligeud, derefter et lille sving, og så 4 km lige ud, et lille sving og så lige ud igen.
Vi spiste frokost på en grusplads bag en tankstation/butik i en lille by der hed Kaibeto. Her så vi vist kun to andre som ikke lignede indianere.
Da vi nåede Page, var vi et smut i Walmart og få handlet ind, og derefter kørte vi de sidste 10 km ud til campingpladsen ved Lake Powell. Undervejs kom vi over Glen Canyon Dam…. Der var rimelig langt ned på den ene side. Derefter drejede vi ind i Glen Canyon Natl. Park. Her kunne vi brug det årskort vi købte ved Grand Canyon for $80, og som gælder til alle national parker. Vi fik også fundet campingpladsen, og fik en lækker plads med Full Hookup + gratis WIFI og flot udsigt ud over søen. Ja, og så kan vi faktisk ikke helt finde ud af om vi sover i Utah eller Arizona, da statsgrænsen vist går lige bag vognen.

I dag går turen til Monument Valley, som er det østligst punkt vi kommer til på vores tur. Vi startede dog dagen med at køre igennem noget mere at Grand Canyon natl. Park. Vi var et smut forbi Grand Canyon Village, hvor der ligger et gammelt stor hotel bygget i træ, men det synes de åbenbart ikke vi skulle op og kigge på, for der var ikke nogen steder vi kunne parkere “skrumlet”. Det er de ellers gode til at sørge for, at der er pladser til de store vogntog.

Vi kørte i stedet videre øst på langs Grand Canyon, igennem en masse skov, og en gang i mellem med et kig til kløften, derefter kørte vi ud af national parken, og så gik det ellers ned ad og ud i det øde Navajo landskab. Vi er kommet ind i Navajo Nation som de kalder, og her er virkelig mange der ligner indianere, og de få landsbyer vi kommer igennem, ser noget øde eller fattige ud…. dvs. at nogle af husene ligger noget der kan vælte hvornår det skal være, men alligevel holder der mindste 3 biler. Det er noget godt at have et par reserve biler når man bor så langt ude på landet.
Køreturen bød igen på nogle smukke landskaber, og det der er så fantastisk herovre er, at selvom man skal køre mange kilometer og vejene nogle gange er meget lange (og lige), så kan der ved den næste bakketop eller vejsving vise sig et helt nyt landskab, med nogle helt nye farver og/eller former, end det man lige har kørt i.
Vi sov på en campingplads helt ude ved Monument Valley, Gouldings Campground. Vi fik en fin plads uden Hookup.

Puha, det har været en kold nat i nat, og campingvognen er ikke i nærheden af at været isoleret som campingvogne hjemme. Tilgengæld er altid meget solidt, og vinduerne er også glasvinduer (hjemme er det jo plastik), så vi ligger godt på vejen, men et-lags-glasvinduer holder altså ikke kulden ude når det fryser, så vi måtte helt ned under dynen i nat, selv Mette som plejer at skulle have tæerne udenfor dynen, måtte både have tæer og hoved under dynen. Anne har sin voksipose så hun klager ikke, men vil dog gerne snige en enkelt fod udenfor, hvis hun kan komme til det.

Efter at have fået varme på vognen, var det tid til fødselsdagssang og gaver til Rasmus. Derefter stod den på morgenmad bestående af røræg, hashbrowns, bacon, brød, nutella og morgenkaffe, og ikke mindst den store fødselsdagskage vi har købt…. der er vist til et par dage.
Da vi jo alligevel var tidligt oppe kunne vi lige så godt komme af sted og køre de sidste 80 km til Grand Canyon. Vi var der ca. kl. 10, og selvom vi på papirerne først havde pladsen fra middag, var den ledig og vi fik lov at komme ind. Pladsen er super fin inde mellem træerne (men godt det ikke var første nat vi skulle køre herind, nu kender vi jo vognens størrelse lidt bedre). Efter at have parkeret vognen pakkede vi klapvognen og gik ned for at tage den gratis shuttlebus ud til Visitor Centret hvorfra man kan gå ud og gå langs kanten af Grand Canyon. Shuttlebuschaufføren var tydeligvis ikke vant til så store klapvogne, for han ville bare lige have at vi skulle klappe vores sammen…. hvilket man ikke ikke bare lige gør, og den blive heller ikke meget mindre af det, men vi fik da lov at komme med, efter at have skilt den ad, og taget Anne op. Der var da heldigvis nogle søde mennesker inde i bussen der hjalp med at få nogle af smådelene med ind i bussen.
Vi gik ind i Visitor Centret og snakkede med en ranger, som fortalte om en tur der hed Rim Trail man kunne gå langs kanten, hvor der var asfalteret så vi nemt kunne gå med klapvogn, så det tur tog vi.
Selvom mange siger at Grand Canyon er turistet og at mange ting er flottere, så for os som aldrig havde set det før, så var det simpelthen fantastisk flot og meget surrealistisk at der er sådan et kæmpe hul i jorden
Vi gik turen langs kanten, og fik taget en masse billeder. På vej tilbage mod campingvognen gik vi forbi en bygning hvor der lige pludselig gik 5 hjorte med store øre. Da vi kom tilbage til vores campingplads og til vores vogn gik der ind til flere store Elk’e (er lidt på størrelse med Elge eller krondyrer), og spiste af træerne.
Da det jo var Rasmus’ fødselsdag, havde vi købt nogle større bøffer (ca. 400 gr. pr. stk) som vi grillede og dertil Cesar salat og brød. Vi sad ude til det var mørkt. Rigtig hyggeligt at mange af de andre campister tændte bål, det gør de generelt meget i her ovre.
Vi har haft lidt hvide skyer, og ca. 20 grader (hvilket vist er ret godt i Grand Canyon på den tid af året). Vi havde dog nok sol i dag til at Rasmus blev lidt rød, fordi han glemte solcremen:-)

I dag starten vi med endnu en flot solopgang ved Lake Havasu.
Tror vi kørte afsted omkring kl. 9. Vi kørte ud i Walmart for at få handlet ind
igen, da der igen går lidt dage inden vi rammer en lidt større by….tror vi nok.
Ja også har Rasmus jo fødselsdag i morgen, så det krævede jo også indkøb til
fødselsdagsmiddag…. 2 store bøffer og en stor fødselsdags-chokolade-kage.

Så gik turen videre mod Kingman og derefter i retning med
Williams. Et stykke efter Kingman røg vi i kø, som tog ca. en halv time at
komme igennem, men vi holdt også helt stille i ca. et kvarter, og derefter
kørte vi stille og roligt (Skønt med en autocamper, så Anne nemt kunne fodres
af, mens vi alligevel holdt og ventede). I modsætning til Danmark kan amerikanerne nemlig
finde ud af at flette ind og give hinanden plads, og folk venter med at flette
ind til forhindringen er der. Mens vi holdt stille kom der både flere
politibiler og en ambulance…. Da vi kom forbi ulykkes stedet var brandfolk
stadig i gang med at efterslukke en stor autocamperbus, som stort set var
udbrændt.

Vi kørte et smut ind omkring Seligman, en gammel Route 66
by. Nu er den der vist mest for turisternes skyld, men lidt sjov var den nu
stadig, og vi fik da også købt et par souvenirs med hjem. Videre fra Seligman
valgte vi at køre ad Route 66 mod Williams, i stedet for at tage den store
highway. Der var ikke mange andre der havde fået samme idé, så vi havde stort
set vejen for os selv. Landskabet har ændret sig siden det bare ørkenlandskab
der var ved Lake Havasu, så nu er vi også begyndt og se lidt Ranch’es, og der
går køer på markerne. Ja og så så vi en enkelt hjort som stod ude på marken.
(Ved ikke hvad det var for en, men det lignede ikke nogen af dem vi har
derhjemme). I nat sover på Grand Canyon Koa, som ligger ca. 80 km fra Grand Canyon.
Her har vi Full Hookup, så det bliver nydt at der er brusebad i vognen, uden at
tænke på at fylde vand på, eller komme af med det igen.

Vi har haft solskin og varmt, dog blev det lidt
køligere her til aften, men vi er også kørt op i højderne.

I dag har vi slappet af her ved Lake Havasu. Vi vågnede til en fantastisk morgen og udsigt, og morgenmad blev også indtaget udenfor selvom kl. kun var 7.30. Anne fik sin formiddagslur i klapvognen, og derefter gik vi ind til byen, og hen og se London Bridge. Nu er det blevet sommer, vi har idag ikke set en eneste sky, og vi har haft over 30 grader. Puha, det er lidt varmt. Og Mette fandt da også ud af, at det er noget godt solcreme vi har, for de steder som ikke havde fået godt nok, er blevet RØD. Efter Annes eftermiddagslur var vi alle 3 en tur i poolen…. det var skønt og Anne kunne sagtens holde varmen. Igen i aften så vi en fantastisk solnedgang ud over søen.

Solnedgang

Så er vi virkelig kommet på landet!

Efter en dejlig dag og nat ved Joshua Tree, gik turen nu
videre øst på mod Lake Havasu. Vi havde glædet os til at komme lidt væk fra alt
trafikken og menneskerne, og det kom vi bestemt også i dag. Nu er vi virkelig
kommet ud i ødemarken, hvor der ikke er meget andet end ørken, og en meget lang
lige vej, og så lige en enkelt anden bil en gang i mellem. Inden vi kørte ud i det helt øde landskab, var vi lige inde og besøge Joshua Tree’s visitor center, så vi fandt også ud af at der er masser at komme tilbage og se en anden gang. Vi fik også tanket lidt benzin på, tanken var efterhånden kun 1/4 fuld, og efter at have tanket for $80 dollar var den ca. 3/4 fuld. Man vælger et beløb inden man starter med at tanke, manden i butikken mente at $80 dollars måtte passe, det gjorde det dog ikke helt til en fuld tank, men nu kan vi komme et godt stykke. Da vi kørte ud af byen stod der også et skilt med, at nu var der 100 miles (160 km) til næste sted hvor der var service.

Frokosten blev indtaget i ørkenen ved et vejkryds, hvor der var en lille grusplads…. inden vejkrydset havde vi kørt 94 km stort set lige ud…. Godt der er fartpilot i bilen.

Efter at have kørt lang tid ude i ingen ting, kunne vi lige pludselig se grønne marker, og vi kom til en by der hedder Parker, og lige inden man kører ind i byen, kører man over Colorado River, som også er grænsen mellem Californien og Arizona.
Vi nåede til campingpladsen, og vi fik vores plads som vi havde bestilt hjemmefra. Vi har fået den lækreste plads helt ned til vandet med den flottest udsigt til både solopgang og solnedgang. Til aften grillede vi, og nød at vi kunne sidde i lå af vognen, det havde alle fluerne dog desværre også, så der var en kæmpe sværm, men det er heldigvis ikke myg.
Solen har skinnet fra en skyfri himmel, og temperaturen er stille og roligt steget jo længere vi er kommet. Da vi kom til Lake Havasu var der 27 grader.

Tror Anne også havde glædet sig til at komme ud i
autocamperen, i hvert fald sov hun rigtig godt i nat, og vågnede omkring kl.
6.30, og kom hen og hyggede lidt ved os. Der var blevet lidt koldt i vognen i
løbet af natten, så hun var lidt kold da hun vågnede fordi hun absolut skulle
have en fod til at stikke ud af voksiposen (det har hun vist fra sin mor). Hun
synes ellers det var vældigt spændende da vi rullede fra, og hun så kunne sidde
og kigge ud af vinduet, der var nemlig rimelig mange med hunde på pladsen, som
åbenbart skulle luftes tidlig morgen.

Efter vi havde fået lidt morgenmad og Anne fik noget at det
grød, vi har fået købt til hende (rugbrød til øllebrød er ikke nemt at
opdrive), gik vi en tur på pladsen. Derefter pakkede vi sammen og kørte af sted,
og der gik ikke længe før Anne faldt i søvn. Vi fik dog lidt problemer med, at
hver gang vi måtte bremse lidt, eller det gik ned at bakken, faldt Annes hoved
forover, da autostolen står mere vandret her end normalt på et bilsæde, det
kunne dog fikses med et lagen under forenden. Vi har også fået skruet et par
skuer ud under bordet, så vi kan rykke det lidt, så kan Anne bedre have sin
fødder når hun sidder i autostolen. (skruetrækkeren har vi erhvervet af den
nette sum af 68 cent i Walmart)

Vi gjorde stop ved en Best Buy og Walmart, hvor der igen gik
et par timer, så Anne var træt igen da vi kørte videre.

Vi er nu kommet så langt udenfor Los Angeles, at der
begynder og være mindre biler og landskabet er begyndt og ændre sig. Det er
begyndt at blive mere ørken lignende, og vi kom også forbi en kæmpe vindmølle
park på et fladt område, inden vi kørte igennem noget meget bakket og tørt
landskab.

Turen går til Joshua Tree National Park, hvor vi skal
overnatte i nat (første nationalpark af mange de kommende uger). Det sidste
stykke vej ud til vores overnatningssted ved Black Rock Campground, som vi har
bestilt hjemmefra over nettet, var simpelthen så ujævn at vi måtte køre i
sneglefart for ikke at tømme alle skabene.

Her er rigtig fint med masser af Joshua træer, og solen
skinner fra en skyfri himmel. Vi kom omkring kl. 15, så vi havde også tid til
at nyde det lidt her, efter vi havde fået stillet op. Meget fint det ikke var
det første nat vi skulle sove her, da der var lidt manøvren ind mellem alle
træerne for at komme hen til vores plads, men det gik!!! Og da der ikke er
nogen hook up her, var der jo nærmest stillet op efter at nøglen var drejet og
motoren slukket. Så nu skulle vi have et par kolde øl, og Anne kom ned og lege
på sit nye store picnic tæppe, som dog ikke var stort nok til at hun ikke endte
ude i sandet…. Og når man nu alligevel er endt derud, kan man jo lige så godt
smage lidt på sandet J

Efter lidt eftermiddagssnack kom Anne i bærerygsækken, og vi
gik en flot tur op, hvor man kunne se ud over hele dalen og campingpladsen.

(Tryk på billederne for at se dem i “stor”)

Anne vågnede igen midt i nat, og efter at hun blev ved med
at vågne til hele tiden, kom hun med over i sengen til os, og faldt i søvn og
sov et par timer mere….Skønt. Til gengæld var hun også frisk da hun vågnede,
men er jo ikke vant til at vågne ved os, så først kiggede hun på den ene og så
på den anden af os, og så kiggede hun på Rasmus og vinkede.

Vi havde siden i går fundet ud af, at der rent faktisk var
morgenmad med på hotel. Det havde han glemt at sige da vi tjekkede ind, og det
stod kun på et meget lille skilt, og morgenmadsrummet havde de også gemt ret
godt. Da vi kom ned for at spise sad der et andet par, som vi fandt ud af også
var danskere. De var også rejst et par dage før de skulle, da de også havde
haft billetter til Lufthansa på nogle af strejkedagene.

Efter morgenmaden gik vi op og fik pakket vores ting, og så
gik turen med Cruise America for at stille vores kufferter mens vi kørte til
Long Beach lufthavnen og afleverede bilen. Der var igen god trafik, men vi fik
afleveret bilen, og fik fat i en hurtigtkørende taxachauffør der kørte os
tilbage til Cruise America. Selvom kl. kun var 11 fik vi lov at få autocamperen
(Rasmus havde ringet i forvejen, hvor de havde sagt vi bare kunne komme),
selvom der stod i lejepapirerne at vi først kunne få den fra kl. 14. Hvis man
hjemmefra betalt for at hente den tidligt (kl. 10) koster den 1600 kr. mere,
men vi gav ikke noget ekstra. Instruktionsvideoen vi så inden vi fik vognen var
på dansk, så det var dejlig nemt.

Det er en stor vogn, som man lige skal vænne sig til at køre
med…. Men det går fint indtil videre.

Så var det afsted…. Ud på motorvejen sammen med alle de
andre biler!!! Og derefter ind til Walmart for at få handlet ind. Vi startede
dog med at gå på TGI Friday og få noget frokost inden den store indkøbstur. Selvom vi havde skrevet indkøbsseddel
hjemmefra blev det lidt uoverskueligt til sidst, men der havde vi også været i
gang i 3 timer J

Vi havde hjemmefra fundet to mulige campingpladser, vi
valgte den der lå tættest på, da vi alle sammen var ved at være lidt trætte. Vi
boede på Canyon Rv Park til $60, en fin campingplads med Full hookup (hvilket
betyder at man ikke behøver at forlade vognen for at f.eks. vaske op, varme mad
i mikroovnen eller tage varmt brusebad.) Selvom vi synes, vi har en stor vogn,
så var vi stort set dem med den mindste vogn, og så heller ikke stor ud på den
kæmpe plads vi fik.

(tryk på billederne for at se dem i stor)

Annes indre ur er ikke helt indtil til USA tid endnu, men
det hjælper, eller dvs. hendes mave kører stadig på dansk tid, så de sidste to
nætter har hun ment, hun skulle skiftes midt om natten. I går handlede vi ind
så vi har lidt morgenmad på værelset, så da efter hun var havde været vågen i
nat, men faldt i søvn igen vågnede hun frisk og klar til noget morgenmad.
Omkring kl. 9 forlod vi hotellet for at gå de 500 m op til Walk of Fame (der
hvor alle stjernerne er i fortovet). Vi havde også set hjemmefra, at man henne
ved Dolby Theater (tidligere Kodak) skulle kunne gå ud på en gangbro hvorfra
man skulle have et godt udsyn til Hollywood skiltet. Vi kom i første omgang
godt nok en etage for højt op, for der kom en mand i fin uniform pænt hen og
fortalte at denne etager kun var for ansatte, og at vi bare skulle én etage ned.

Vi fik taget de obligatoriske billeder, dog med lidt hvidt
skydække i første omgang, men senere fik vi nogle med blå himmel.

Nu var Anne efterhånden også blevet træt, så hun blev puttet
i barnevognen, mens vi kørte ned på det ”torv” der var ved siden af Dolby
Theater. Butikkerne havde ikke helt åben endnu, så vi blev ”nødt til” at sætte os i solen og slappe af, mens Anne lå
og sov i skyggen. Da butikkerne åbnede gik Mette på opdagelse og Rasmus
”passede” Anne.

Hun endte med at sove 2 timer, så det kom til at passe helt
perfekt i forhold til at besøge en restaurant Mette havde fundet hjemmefra. Den
hed Vegas Seafood Buffet, hvor der var alt muligt forskelligt mad, og måder at
få lavet på. Vi var der ca. 1,5 time, og Anne var vældig beskæftiget med at charmere
alle servitricerne der lige skulle hen forbi hende hele tiden. En af dem satte
sig endda næsten ned og legede med hende.

Ja, det er i hvert fald noget Amerikanerne er helt anerledes
med end os….. alle steder vi kommer hen kommentere folk hvor sød Anne er, og
skal høre hvor gammel hun er, og hvad hun hedder. Vi regner med/håber at når vi
kommer lidt længere ud på landet at det måske stilner lidt af :).

Da det blev eftermiddag tog vi vores store Dogde Charger og
kørte en tur til Santa Monica, og på vejen kørte vi en tur igennem Beverly
Hills, ja også måtte vi ind i en af villagaderne og parkere, da Anne trængte
til en ny ble….

Der var rigtig hyggeligt ved Santa Monica Pier, hvor vi gik
en tur ud på molen og kiggede på tivoliet og alle de artister der forsøger og
tjene lidt penge. Vi var også en tur ned ved stranden og kigge på Baywatch
tårne og Anne fik leget lidt i sandet og fik dyppet tæerne i vandet…. Tror hun
synes det var lidt koldt….

Vi blev enige om at køre hjem inden det blev for sent….. det
tog 1 time og 15 min at køre 19 km!!!!! Arhhh godt man ikke bor her til dagligt
med den trafik, og thank god for automatgear, ellers havde der vist ikke været
meget lårmuskel tilbage.

Sol og lidt skyer, men en lidt kølig vind!!!

Vi stod op og gik ned og fik morgenmad, rigtig lækkert med
masser af forskellige ting, også noget Anne kunne få. Da vi havde spist
morgenmad gik vi i reception for at høre om den nemmeste vej ud til vores
biludlejning. Vi skulle med deres shuttlebus ud til lufthavnen for derefter at
skifte til Alamo’s shuttlebus. Vi gik op og gjorde os færdige og derefter
afsted. Det gik fint med shuttlebusserne, og der var heldigvis heller ikke
rigtig nogle mennesker i biludlejningen, kun et par stykker foran os, så det var
rigtig fint. Manden i skranken spurgte om vi ville have en opgradering til en
større bil, og først hørte vi på hvad det kostede og valgte derefter egentlig
at sige nej, men det fangede han ikke, så vi endte alligevel med at få en
større bil…… det viste sig at være en rigtig god idé. Det bilklasse vi havde
bestilt, var bl.a. Cheverolet Spark, og nogle der var en lille smule større,
men ikke store nok til at få 2 store kufferter, en klapvogn, 1 autostol og to
håndbagage + 3 personer ind i. Til gengæld var vi rigtig heldig, for lige da vi
kom hen til Fullsize biler, og skulle til at vælge den vi ville have (Man kan
nemlig selv vælge bil ved Alamo, når man ser hvad udvalg de har), opdagede
Rasmus at der holdt en Dodge Charger…… en rigtig amerikaner flyder…. Så lige
pludselig synes vi egentligt at opgraderingen var helt okay. Vi kørte fra
lufthavnen tilbage til hotellet, fik pakket sammen og afsted til næste hotel,
som ligger et par hundrede meter fra Hollywood Walk og Fame. Vi var lidt tidlig
på den, men fik alligevel lov at få værelse før ( især når man har en lille
pige med, gør de gerne mange ting fra én)

Resten af eftermiddagen, fik vi slappet lidt af, Anne fik
sovet en god lang lur ned ved poolen, mens Rasmus holdt øje med hende fra
stolen i solen. Mette gik efter frokost, og fik fat i noget ”kineser” mad.
Mette var også senere i Ross Dress for less, og et enkelt stykke legetøj og et
par levi’s comboy bukser til $20. Efter Anne havde fået sovet, gik vi i Best
Buy og i Ralphs for at handle lidt ind. Derefter var kl. blevet mange og vi gik hjem og fik noget nem
aftensmad, og så var vi trætte og faldt vist alle tre hurtigt i søvn.

Vejret har været sol og skyer og ca. 15-16 grader.

Så er vi på vej…
En dag før tid grundet lufthansa strejke.
Vi takker Team-Benns for at løse trådene hurtigt og effektivt så vi alligevel kunne komme afsted uden og miste noget af den planlagte rute. Nu får vi endda en dag ekstra. Alt sammen kvit og frit. Vi er glade for vi denne gang har valgt et bureau…

Lørdag inden afrejse kom mor og far og fortalte at de havde hørt at Lufthansa ville strejke fra den dag vi skulle rejse, nemlig onsdag og tre dage frem. Så vi blev en smule nervøse, og ringede også til Team Benns nødnr. men fik der at vide at de først kunne gøre noget fra mandag, når der var kommet en officiel melding fra Lufthansa, så det var med kriller i maven vi ventede til mandag. Vi blev dog enige om, at vores chance kunne være at rejse en dag før, så vi gik i gang med at pakke alt sammen.
Mandag morgen ringede vi til Rene ved Team Benns så snart det var muligt, men der havde de endnu ikke hørt noget fra Lufthansa, så vi måtte vente lidt mere….. det var ikke meget vi kunne tage os sammen til at gøre i ventetiden, udover og kigge på at tømrerne fik lavet vores udestue færdig. Mandag eftermiddag fik vi snakket med Rene igen, og efter vi havde ringet til ham om morgenen, havde han været igang med at finde en anden løsning for os, da løsning ved at ombooke vores billetter til onsdag (hvor strejken starter) med Lufthansa ellers ville være, at vi først kunne komme afsted om 10 dage. Han havde i stedet fundet nogle billetter til os med British Airways og American Airlines, dog med to stop undervejs og afrejse en dag før, men vi blev ret hurtigt enige om at det var det vi ville, så vi var sikre på at komme afsted. Så vi sagde ja tak til tilbudet, og så klarede Rene resten, også booking af et hotelværelse til os ved lufthavnen når vi landede…… og selvom flybilletterne var lidt dyrere og vi skulle have en ekstra nat på hotel, sagde han at det skulle vi ikke tænke på, det betalte Team Benns, da vi jo havde købt en pakkerejse….. FANTASTISK SERVICE!!!

Mettes far kom og hentede os omkring kl. 4.30, og kørte os til lufthavnen. Vi var bestemt ikke de eneste der skulle ud at rejse, men langt de fleste skulle dog med andre fly, så vi kom egentlig hurtigt til, men så tog det til gengæld lidt tid, da hun havde problemer med at få systemet til at booke Anne ind…..men vi fik hende med, og fik sendt 2 kufferter, 1 stor klapvogn og en autostol afsted + de to håndbagage vi selv skulle sørge for.
Sikkerhedstjekket gik også fint, selvom vi havde rimelig meget der skulle op at taskerne, og vi blev tjekket lidt ekstra og Annes babymad blev tjekket lidt ekstra…

Det var et lille fly vi skulle med til Manchester…. og primært med forretningsfolk, og så lige fodboldspilleren Jesper Grønkjær. Vi endte med at ligge og cirkulere i 25 min ekstra, da der var trafik i lufthavnen, ikke noget man synes er super skønt…. når man skal flyve så mange timer i alt.

I Manchester blev vi sikkerhedstjekket igen….. den ene dame var helt vild med Anne, og spurgte også om hun ikke lige skulle holde hende, mens vi pakkede alt ud igen. Derefter blev vi vist smuglet lidt af bagvejen sammen med et par andre der også skulle med til Chicago. De kaldte os da også over højtalerne da vi næsten var der…. så igennem det obligatorisk forhør inden ombordstigning til en amerikansk destination, og derefter tastede de en helt masse med vores billetter. Vi spurgte efter en kasse/bassinet som hun kunne sove i undervejs, det havde de ikke, til gengæld gav de os 3 sæder (vi har kun betalt for 2), og så lige bagved 1 klasse hvor der er en væg og masser af benplads så hun kunne bare ligge på gulvet og sove.
Turen til Chicago gik fint, og Anne tog sig to lure undervejs, og sad ellers bare for det meste og hyggede…… en dame ved siden af kommenterede at Anne klarede det så flot.
Hele cirkuset med at mellemlande i USA, endte med ikke rigtig at blive et cirkus, da det hele gik ret nemt og hurtigt…. masser at mennesker på arbejde, og ikke ret meget kø…..Skønt. Så vi endte med at have god tid. Det synes Anne var dejligt, for så kunne hun få lov at sidde på gulvet foran et af de store vinduer og kigge på flyvemaskiner (Det har hun vist arvet at sin mor).
Det sidste del at turen var på ca. 4,5 timer, og der var vi vist alle tre ved at være lidt trætte. Anne så træt at hun faldt i søvn på skødet at Rasmus da vi lettede, og blev senere flyttet rundt på flere gange, men sov bare videre. Så hun sov nok ca. 4 timer.

Alt vores bagage var også kommet frem, dog havde de været lidt hårde ved vores autostol, så det var vi lige henne og få lavet en sag på, som vi så gøre mere ved når vi kommet hjem.
Derefter ringede vi til hotellet, og så sendte de en shuttlebus ud efter os. Anne faldt igen i søvn på armen, det var ved at have været en lang dag for hende…. og hendes forældre.
Fint hotelværelse, som vi dog ikke nåede at se ret meget af i aftes, da vi nærmest alle faldt omkuld med det samme.
Desværre havde Anne jo taget noget af nattesøvnen i flyet, så hun vågnede kl. 03, og småsov kun lidt indtil kl. 04, hvor vi blev enige om at vi lige så godt kunne hygge med hende når hun overhovedet ikke var træt, og bare lå og blev ked af det. Så vi hyggede lidt med hende, og hende og Rasmus var i karbad og hun fik lidt at spise, og omkring kl. 6 blev hun træt igen og blev puttet i barnevognen på badeværelset, og så fik vi alle tre lige en times søvn mere, og så var morgenmad også klar i Lobbyen.
Der var rigtig god morgenmad, både til forældrene og til Anne. Der var f.eks. en pandekagemaskine, og sådan nogle stegte kødpølser, som Anne også gerne ville have.

Det vestlige USA.

Selvom vi efterhånden har været i USA et par gange, har vi indtil nu kun været på østkysten. Vi har altid snakket om, at det kunne være lækkert hvis man fik et barn, så at bruge noget af barslen på at rejse af sted.
Nu er vores dejlige Anne kommet til verden, og det hele kommer til at passe perfekt. Rasmus kommer hjem og går på barsel sammen med Anne og Mette fra midt februar til midt maj, hvor vi så alle sammen skal i gang igen. Det betyder også, at vi har mulighed for, at hive hele april ud af kalenderen og rejse til USA sammen.

Efter at have konstateret at Anne var en skøn lille baby, gik planlægningen igang. Mette forhørte sig hos flere forskellige rejsebureauer, og fik tilbud hjem fra flere. Vi plejer ellers selv at arrangere, men da vi nu har Anne, synes vi ville have lidt mere sikkerhed ved at bestille gennem et bureau. En anden grund er også, at vi skal køre i autocamper, og der er det bare nemmere at bestille gennem et rejsebureau, da vi derved er sikre på at vi har alt inkluderet.
Valget er faldet på Team Benns, da de både var de billigste, men også fordi de har god erfaring med netop ferie i Motorhome, da de selv arrangere guidede ture i motorhomes.
Det hele blev endda 2000 kr. billigere, da Mette skrev et rejsetip på Team Benns hjemmeside og derved vandt et gavekort på valgfri rejse…. ikke dårligt, især da vi ikke havde betalt hele rejse endnu.
Indtil videre har vi været super tilfredse med valget af Team Benns. Vi har bestilt hos en der hedder Rene. Han ringede selv, da han opdagede at flybilletterne var steget i pris da han skulle, efter vi havde sagt ok. Han skriver også tilbage næsten med det samme, når vi kontakter ham med div. spørgsmål. Desuden skrev vi til ham for at høre om det var muligt at få en “lift” i flyet til Los Angeles, da det trods alt er længe at sidde med en baby på skødet i 11 timer. Skrev til ham sent en aften, og næste formiddag fik vi mail tilbage om, at han havde kontaktet Lufthansa, og havde bestilt og fået pladser med “lift” på både ud og hjemtur. Når man bestiller gennem Team Benns får man også et link til en bog på ca. 200 sider, som handler om det at køre autocamper i USA. Vi har også i januar været til et foredrag i Kolding, hvor der næsten blev fortalt om den tur vi planlægger at tage.

Vi har allerede brugt meget tid på at forberede os. Vi brugte lang tid på at finde ud af hvilken rute vi ville køre, og hvad der var muligt at nå, da vi jo også har Anne med. Derfor har vi bla. valgt at denne tur meget handler om at se naturen, og derfor har vi valgt at køre uden om San Francisco, og gemme det til en anden gang.

Vores rute så således ud:

– Los Angeles
– Joshua Tree National Park
– Lake Havasu City
– Grand Canyon
– Monument Valley
– Lake Powell
– Bryce Canyon National Park
– Zion National Park
– Las Vegas
– Yosemite National Park
– Monterey
– Highway 1
– Solvang
– Los Angeles

Vi regner med at turen bliver omkring ca. 4000 km.
De første to nætter bor vi på Quality Inn near Holywood Falk of Fame, og derefter har vi lejet et model C25 motorhome gennem Cruise America.